Frygten for at ramme muren

Carsten Randers
Folk finder på at løbe rundt i de underligste udklædninger, så der er nok at se på ruten igennem. FOTO: Svend Vorre
EMNER 1. oktober 2006 06:00

Klokken er lidt i ni søndag morgen i Berlin. Jeg er sammen med over 31.000 andre løbere, men alligevel er jeg alene. Om lidt går starten til mit første maraton nogensinde. Mine rejsekammerater er andre steder i feltet, for de har tilmeldt sig med en forventet bedre sluttid. Jeg er nervøs og er egentlig glad for at være alene. Jeg skal under fire timer. Det er mit mål, har jeg sagt til alle. Det hele starter i julen 2004. Jeg har et stykke tid overvejet at løbe et maraton, og nu træner min svoger til et maraton, så jeg nævner, at det vil jeg også prøve. Min mor siger, at det kan jeg ikke. Det gør mig selvfølgelig sur, så vi vædder tusind kroner på, at jeg har gjort det inden sommeren 2006. Ingen skal sige til mig, at jeg ikke kan. Startskuddet går. Det vil sige, at jeg ikke kan høre det, fordi jeg er så langt tilbage. Men folk klapper hele vejen op gennem feltet, hver gang en startgruppe bliver sendt af sted. Mens os fra gruppe H langsomt snegler os frem mod startlinien, bruger vi tiden til at komme ud i buskene og få tisset af. 23 minutter efter første startskud er det endelig min tur til at løbe over startlinien. Træningen begynder lettere sporadisk hen over vinteren. Det er svært at få løbetræningen sat i system uden et decideret mål. Endelig beslutter jeg mig for at løbe Berlin Marathon i september. Jeg finder en træningsplan på internettet, og så går jeg i gang med de atten ugers træning. Jeg har altid løbet en del, så det er ikke så slemt. Problemet var bare at få sat det i system. Jeg løber over startlinien og fumler med mit stopur. Jeg kan ikke få det sat i gang. Til sidst opgiver jeg og beslutter mig for at beregne mine tider ud fra, hvad klokken er. Det er svært at komme frem i feltet, fordi der er så mange mennesker. Men jeg lægger også lidt forsigtigt ud, fordi det er mit første løb. Jeg har besluttet mig for at gå efter en kilometertid på fem minutter og tredive sekunder. Så skulle jeg have ni minutter at give af i sidste ende. Allerede efter et par kilometer kan jeg se, at det ikke holder. Skader ødelægger alt I løbet af foråret begår jeg en klassisk fejl. Jeg fortsætter med at spille fodbold for mit lukkede serie 5 hold. Det betyder, at jeg hele tiden får småskader. Specielt begynder jeg at døje med en skade i lysken, som bare ikke vil gå væk. Jeg er ellers i glimrende form og løber træningsture på over 20 kilometer. Så langt har jeg aldrig løbet før. Men en dag må jeg opgive på en af mine træningsture. Der er dømt pause. Efter nogle ugers pause forsøger jeg at starte op igen. Så kunne jeg løbe maraton i Odense, hvor jeg er flyttet til. Men hurtigt får jeg en skade i læggen, og lysken er stadig ikke frisk. Jeg er misundelig tilskuer til H.C. Andersen Marathon 2005. Der er nok at se på ude på ruten. Nogle løbere er udklædte, og gaderne er fra første færd fyldt med publikum, som hepper på livet løs. Jeg suger stemningen til mig, men samtidig er jeg nervøs for mine tider. Derfor zig-zagger jeg mig frem i feltet i adskillige sidestep, og hvis jeg kan komme af sted med det, så løber jeg på fortovet. Jeg runder de ti kilometer, og jeg er allerede fire minutter efter min tidsplan. Det går ikke. Jeg må skrue tempoet op. Væddemålet udskydes Jeg beslutter mig for at holde en lang pause til efter jul, så jeg kan blive mine skader kvit. Efter jul kan jeg begynde træningen til Copenhagen Marathon i maj, så jeg kan vinde mit væddemål. Jeg starter træningen som planlagt, men midt i det hele får jeg arbejde på NORDJYSKE. Derfor skal jeg flytte til Aalborg, og mine forældre skal samtidig flytte fra mit barndomshjem. Jeg får udskudt væddemålet til at gælde til og med Berlin Marathon. Jeg tænker, at det må briste eller bære, så jeg giver den en del ekstra gas. Varmen er ellers begyndt at kunne mærkes. Der er meldt op mod 25 grader. De næste ti kilometer går hurtigere end tidsplanen, og samtidig er der god underholdning på ruten. Hvor ofte er det lige, at man går en tur på over 42 kilometer gennem en by, mens man kan se alle de store bygningsværker? Hele vejen langs ruten er der også forskellige bands, som spiller både rock, jazz og samba. Det holder virkelig gejsten oppe. Ude ved de tyve kilometer passerer jeg mine rejsekammerater, og jeg føler mig stadig frisk. Helt i form Efter flytningerne bliver den gamle træningsplan hevet frem igen. Fodbolden bliver droppet. Nu skal det være. Jeg træner hele sommeren over. Mine lange lørdagsture er ofte hårde i middagsheden, men jeg nyder at løbe. Der er ligesom et eller andet i vejen, hvis jeg ikke får fulgt min træningsplan og kommer ud på landevejene, og der kommer efterhånden en rille langs vejkanten på Nørholmsvej. Efter en træningstur på 28 kilometer føler jeg mig sikker på, at jeg kan gennemføre, så jeg melder mig til det 33. Berlin Marathon. Det er efterhånden ved at blive rigtig varmt, men jeg har sørget for at drikke ved alle vandposterne, spise frugt og medbragt energigele og få duppet ansigt og isse med en fugtig svamp, når der er mulighed. Samtidig er det fedt med de mange danskere på ruten. Selv om jeg ikke har dannebrogstrøje på, så behøver jeg knap at hæve og sænke begge hænder mod en af danskergrupperne, før de begynder at heppe på mig. De 30 kilometer er overstået, og de seneste ti kilometer er også inden for min tidsplan. Og mine ben føles stadig ok, selv om de kan mærkes. Maratonløbet nærmer sig. Jeg vil egentlig køre derned, men en måned før kører jeg til Bruxelles for at besøge min søster. Jeg får noget så læsterligt ondt i knæet, så køreplanen droppes. De sidste to uger drikker jeg kun en øl. Det er ellers ikke min normale ration. En uge før har jeg stadig hverken fundet ud af, hvor jeg skal bo, eller hvordan jeg kommer derned. Uprofessionelt. Via en løbehjemmeside kommer jeg i kontakt med Svend Vorre. Han står for Vorre’s Marathonklub i Juelsminde, hvor en flok lokale maratonentusiaster for elvte år arrangerer bus og overnatning i Berlin. Han har heldigvis en ledig plads. Min længste træningstur har været på lidt over 30 kilometer. Da jeg kommer ud over 30 kilometer, siger jeg derfor hele tiden til mig selv, at jeg har sejret for hvert skridt. Det hjælper at tænke positivt, for jeg venter på den berømte mur. På ruten er der mange, som har mødt muren i Berlin og går. Andre ligger på brikse og får massage, før de kan fortsætte. Folk spøger ellers med, at Berlin er det rigtige sted at løbe en maraton, for man risikerer ikke længere at møde muren. Det gør jeg heldigvis heller ikke, men for hver kilometer op af Kurfürstendamm går det langsommere og langsommere, og jeg ved, jeg taber tid. Kostbar tid. Mange hjælpere Allerede da jeg tager bilen mod Vejle fredag morgen er jeg nervøs. Tænk nu, hvis de ikke kommer. Det gør de, og gruppen af maratonentusiaster viser sig at blive en uvurderlig hjælp for en 34-årig mand, som ikke har løbet motionsløb siden Trim-løbet i 9. klasse. Jeg aner hverken, hvad en tidtagningschip er, eller hvordan jeg monterer et startnummer på brystet. Lørdagen i Berlin går med et morgenmadsløb på omkring seks kilometer, hvor vi slutter af med at løbe ind på det olympiske stadion. En stor oplevelse. Derudover bliver det til lidt sightseeing, og jeg ser også opløbet på maratonløbet for inliner-rulleskøjter. Men i hovedet er løbet det vigtigste. Som jeg nærmer mig de fyrre kilometer, får jeg mere og mere lyst til at gå. I stedet bider jeg tænderne sammen og beslutter mig for at give det allersidste. Jeg skal under de fire timer. Ved 41 kilometer løber jeg op af Unter den Linden mod den gigantiske Brandenburger Tor, som er 42-kilometer-mærket. På denne strækning er der tætpakket med tilskuere. Specielt de sidste 195 meter mod mål efter Brandenburger Tor. Jeg burde løbe langsomt og nyde det, men jeg ænser næsten ikke tilskuerne. Føler bare at jeg overhaler fodgængere hele tiden. og det er ikke helt forkert. Søndag morgen ringer vækkeuret klokken kvart i seks, og jeg står op med mine tre værelseskammerater. Jeg har ikke sovet ret godt, men vi gør os klar. Drikker masser af væske, pakker vores ting på bussen og drager med undergrundsbanen hen mod start. Jeg er ved at tisse i bukserne i toget, men jeg er ikke alene. Ved et stop stiller alle mændene sig op på en lang række og urinerer i buskene. Berlin er fattig på offentlige toiletter. Inde i startområdet skilles jeg fra rejsekammeraterne. Vi skal først ses omkring fem timer senere. Over halvandet års arbejde skal da gerne have båret frugt. Jo tættere målstregen kommer, jo bredere bliver smilet. Jeg klarer den. Med hænderne over hovedet løber jeg over målstregen i 3.57.25. Lettelsen er stor, da jeg bliver gelejdet længere frem. Her får jeg hængt en stor medalje om halsen. Jeg er glad som et lille barn. Jeg har løbet min første maraton. Væskedepoterne bliver fyldt op, inden jeg finder rejsekammeraterne. De ønsker tillykke, og jeg er stolt. Mange er gået ned i varmen, kan jeg forstå, men jeg har klaret den, og jeg løb endda min anden halvmaraton hurtigere end den første. Epilog Hjemturen var meget hård. Benene var ekstremt ømme, og især trapper voldte store problemer, men det gjorde mig ingenting. Stemningen var fin mellem en stor flok, som havde en fælles referenceramme. Her en uge efter er benene stadig ramte, og trapperne er vanskelige. Men jeg er blevet smittet af løbebacillen, og jeg tager gerne et maraton til. Måske næste forår i Hamburg, København eller Paris. Hvorfor kan jeg ikke helt forklare. Måske er det bare en fed oplevelse at presse sig selv til det yderste for bagefter at kunne sige. Jeg gjorde det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...