Frygten vil altid være der

8. september 2002 08:00

Jeg havde fridag 11. september 2001. Det kunne have været min mors fødselsdag, og jeg havde købt blomster til kirkegården. Når min mand kom hjem fra arbejde, skulle vi køre derop. Jeg havde i løbet af dagen kogt suppe og bagt kage, og vi skulle netop til at have kaffe og hjemmebagt kage, da vores da 17-årige datter kom farende ned i køkkenet. Hun havde tændt for tv, og der var ekstra nyhedsudsendelse. Vi så det første fly ramme World Trade, og blev enige om, at det måtte være et uheld. Da det næste ramte, anede vi ikke, hvad vi skulle mene og tro. Hele aftenen så vi tv og fulgte de skrækkelige billeder. Hvordan kan mennesker gøre sådan noget? Naturligvis blev vi nervøse for, hvad der efterfølgende ville ske. Ville det gå ud over Danmark? Ville det på nogen måde påvirke os? Hvad ville amerikanerne foretage sig? Ville der komme en form for hævn? Der er så mange krige ude i verden, så tanken om en ny stor krig strejfede. Nogle få dage senere modtog jeg en e-mail på mit arbejde, som opfordrede til at tænde lys i vinduerne til ære for de mange dræbte. Jeg var på arbejde, men ringede hjem til min datter og bad hende tænde lys. Det var det mindste, jeg kunne gøre. SMS-beskeder med lys og roser blev videresendt mellem mobiltelefoner. Det var på en måde som om 11. september skabte en form for sammenhold og kontakt mellem mennesker, man aldrig havde mødt. Mit liv er gået videre, som det sikkert ville have gjort det alligevel. Men verden har helt sikkert ændret sig, og selvfølgelig nok også mig med. Frygten for nye terrorangreb vil altid være der. Tanken om, hvor det vil ske næste gang, er der også. Det er jo så ufatteligt, at vi mennesker ikke kan enes. Hvorfor skal vi altid slås?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...