Frygter at miste brevstemmer

Kristendemokrater og Borgerlisten er utilfredse, for man kan brevstemme før fristen for aflevering af lister. - Det giver mangelfuldt grundlag.

Mariann Stenholm
Frank Pedersen fra Kristendemokraterne i Jammerbugt er - ligesom den tværpolitiske borgerliste - stærkt utilfreds med at man kan brevstemme, før fristen for indlevering af kandidatlister til kommunalvalget udløber. Arkivfoto: Martin Damgaard
Hjortdal 1. september 2009 06:00

Er man i den situation, at man skal til udlandet i flere måneder og gerne vil stemme til kommunalvalget 17. november, kan man allerede nu stemme pr. brev i kommunens borgerservice i de fire hovedbyer. Men man skal vide, at man ikke har fuldt overblik over de lister, man kan stemme på til selve valget. Det eneste, der er sikkert, er at bogstavbetegnelserne for de partier, der er repræsenteret i Folketinget, også er reserveret til kommunalvalget. Det vil sige A, B, C, F, I, O, S, V og Ø. De står for Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Slesvisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten. Men borgerlisten i Jammerbugt, der ved sidste valg havde betegnelsen T, er ikke anmeldt som liste endnu, og det samme gælder Kristendemokraterne, der havde betegnelsen K i 2005. Fristen for indlevering af kandidatlister er 6. oktober, og listerne med godkendte kandidatnavne skal offentliggøres senest 26. oktober. Borgerlisten holder opstillingsmøde i næste uge for at sammensætte sin liste, og Kristendemokraterne er også ved at lægge sidste hånd på deres liste. - Det er et paradoks, at man kan stemme allerede nu, og det er træls for os, at vi ikke er med i listeoversigten, siger Jane Andersen, Hjortdal, der er talsmand for borgerlisten. - Men vi har altså ikke kunne blive færdige før. Vi har ikke noget stort partiapparat bag os, men er almindelige borgere med et arbejde, der skal passes, forklarer hun. - Fristen for at aflevere lister er jo også først i oktober, og det når vi, fastslår hun. Fra Kristendemokraterne siger talsmand Frank Pedersen, Moseby, at det er en højst utilfredsstillende situation for hans parti. - Jeg kan slet ikke forstå, at det hænger sådan sammen. Man burde ikke kunne stemme før indleveringsfristen. Fra kommunens sekretariat oplyser Hanne Rasmussen, at det er lovbestemt, at man skal kunne brevstemme fra tre måneder før valget, uanset at fristen for aflevering af lister ligger senere. - Og vi kan ikke garantere, at de to partier får samme listebetegnelse som ved sidste valg. Det er op til valgbestyrelsen, forklarer hun. Seks partier er foreløbig klar med listen til kommunalvalget i Jammerbugt, nemlig Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre. Borgmester Mogens Gade (V) er formand for valgbestyrelsen. Det er ikke lykkedes at træffe ham for en kommentar.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...