Frygter gigantisk fejltagelse

SF efterlyser grundig analyse af Gigantium

AALBORG:SFs medlem af skole- og kulturudvalget, Henrik Nielsen, frygter en ny gigantisk fejltagelse. Efter hans mening burde byrådet i Aalborg nemlig sikre sig en ordentlig analyse, inden det i morgen vedtager en ny million-investering i Gigantium. - Sidste gang der var behov for penge, gik SF nødtvungent med til en investering på 8 mio. kroner, fortæller han. - Dengang hed det sig, at fremtiden så ville være sikret. Men nu viser det sig jo, at der er et underskud 870.000 i 2003 og et forventet underskud på 1,9 millioner kroner om året, hvis ikke vi overtager hallen, fordobler driftstilskudet eller lader den erklære konkurs, fortsætter han. Ifølge Henrik Nielsen skyldes sitautionen blandt andet, at de forventede kultur- og sportsarrangementer er udeblevet, og derfor kræver han en grundig analyse af sammenspillet mellem aktiviteter, events og sportsarrangementer samt klubbernes behov for halkapcitet og befolkningsudviklingen i området i det hele taget. - Ellers frygter jeg en ny gigantisk fejltagelse, siger han - 20 mio. til gulv, tribuner og kunstgræs er ikke småpenge. Og derfor mener jeg heller ikke, vi skal haste beslutningen igennem uden at tage en seriøs diskussion om alternativerne og konsekvenserne, forklarer han. Henrik Nielsen understreger, at SF ikke har noget imod Gigatium som sådan. Men partiet efterlyser en mere ansvarlig holdning hos politikere og embedsmænd. - Jeg forstår simplethen ikke, at så mange dygtige mennesker ikke har kunnet forudse, at det ikke gik, siger han. - Hidtil er vi nærmest blevet drevet rundt i manegen, og nu må der stoppes op og laves en analyse, som munder ud i en bæredygtig løsning. Vi har for eksempel ikke fået noget bud på, hvor mange sports og kulturbegivenheder, der kan ventes i det kommende år. Og der er heller ikke udarbejdet et budget, som tager højde for de nye muligheder, som opstår, hvis vi skyder 20 mio. kroner i storhallen, forklarer han.