Lokalpolitik

Frygter mindre indsigt

DF raser over mangelfuldt budgetmateriale

AALBORG:Da byrådsmedlem Tommy Eggers (DF) fredag aften modtog sammenskrivningen af det budgetforslag, som magistraten præsenterede i sidste uge, fik han sig noget af en overraskelse. I stedet for de sædvanlige telefonbøger var der kun 220 sider, og det rystede ham ærligt talt. - Jeg ved ikke, hvem der har besluttet at skære i talmaterialet. Men det begrænser i allerhøjeste grad vores mulighed for at se, hvilke poster der eventuelt kan spares på, forklarer han. Ifølge Tommy Eggers er der i den nuværende version højst 15-20 sider fra hver forvaltning, men tidligere var der normalt langt over 100. - Som det er nu, kan jeg for eksempel ikke se, hvor meget vi betaler i kontingent til Kommunernes Landsforening. Men jeg går da ud fra, at vi også skal af med seks millioner til dem næste år, tilføjer han. DF har tidligere sat spørgsmålstegn ved Aalborgs medlemskab af KL, og derfor er det heller ikke tilfældigt, at Eggers hæfter sig ved dette område. - Men der er også mange andre tal, som er forsvundet, forklarer han. - I borgmesterforvaltningens budget til ¿fælleskommunale udgifter¿ kan jeg for eksempel kun se seks udvalgte aktiviteter. Men hvor er erhvervsfremstød, KL-kontingent, Jens Bangs Stenhus og alle de andre poster, som normalt hører under området, spørger han. Nul sammenligning Tommy Eggers er så sur over ændringen, at han vil tage det op, når byrådet i dag mødes for at forhandle det kommende budget. På sigt frygter han nemlig, at det både begrænser politikernes og befolkningens mulighed for at sammenligne og gennemskue konsekvenserne af budgetforslaget. - Som politikere har vi ganske vist ret til at spørge ind til de enkelte tal og poster i forvaltningerne. Men det er da en bøvlet og besværlig måde - både for os og embedsmændene, understreger han. - Og hvad så med befolkningen og interesseorganisationerne? Mange af dem går jo meget op i, hvordan det kommer til at se ud på deres område, tilføjer Tommy Eggers. Begrænser debat Anne-Dorte Krog fra SF er heller ikke udelt begejstret for det ny budgetmateria-le. Personligt tror hun ganske vist godt, hun kan trække de oplysninger, hun skal bruge, ved at sammenligne materialet med tallene fra sidste års budget. Men som borger i kommunen mener hun ikke, det er tilfredsstillende. - Det er jo nu, vi skal have den offentlige debat om budgetforslaget. Men offentligheden har kun det ny budgetmateriale, og så er det da et problem, hvis alle poster ikke er med, siger hun.