Retspleje

Frygter påvirkning i sag om stadiondrab

Folkestemningen kan medføre skærpet straf til 16-årige Rasmus Popenda. Forsvarer Kristian Mølgaard frygter, at sagens udfald vil blive påvirket af den lynchstemning, der har været i befolkningen.

Ankesagen i den såkaldte stadionmordsag mod 16-årige Rasmus Popenda begynder tirsdag i Vestre Landsret. Forsvarer Kristian Mølgaard frygter, at sagens udfald vil blive påvirket af den lynchstemning, han føler, der har været i befolkningen. - Jeg har tillid til, at både dommere og nævninge er deres ansvar voksent. Men jeg har især tillid til dommerne, fordi nævningene er lettere at påvirke, siger han. Kristian Mølgaard kalder befolkningens lynchstemning mod Rasmus Popenda uheldig og mener, at det især er forkert, at flere politikere har udtalt sig om sagen, før den er slut og uden at kende detaljerne. - Jeg kan godt frygte, at nævningene lader sig påvirke, siger han. Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, ønsker ikke at kommentere den konkrete straffesag, men siger dog: - Det er en ganske almindelig opfattelse blandt de fleste jurister, at nævninge har sværere ved at bevare sagligheden og altså dermed er lettere at påvirke. Men vi ved rent faktisk ikke noget som helst om det. - Vi er alle mennesker - jurister eller ej - og hvem der er mest påvirkelig er helt umuligt at svare på. Gorm Toftegaard Nielsen understreger, at nævningene skal være en modvægt eller supplement til den juridiske kompetence for netop at få balance i bedømmelsen af retssagen. Det er hele meningen med nævninge. Juraprofessoren er til gengæld skarpt afvisende over for, at politikere udtaler sig om verserende sager. - Det er en uskik og særdeles uheldigt, at politikere føler sig kaldet til at ytre sig i sådanne sager. Politikerne skal ikke styre domstolene. De har bare at tie stille, så længe retten sidder, fastslår Gorm Toftegaard Nielsen. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende tirsdag