Lokalpolitik

Frygter prop i Jernbanegade

Toppen af Jernbanegade for snæver uden svingbane, mener viceborgmester

STØVRING:Et enigt byråd vedtog i går en plan for, hvordan trafikken til den kommende station skal gå igennem blandt andet Jernbanegade. Alligevel var der en vis frygt for, at planerne ikke tog nok hensyn til bilerne, der risikerer at klumpe noget sammen i den øverste ende. Årsagen er, at en meget stor del af trafikken ventes at dreje til venstre ad Hobrovej, og når bilerne her må vente i samme bane som de, der vil følge andre veje, så kan de let ende med at virke som lidt af en prop for den del af trafikken, mente især viceborgmester Thorkild Christensen (S): - Jeg synes, at det ville være en langt bedre løsning med sådan en svingbane. Jeg frygter, at vi senere må lave den alligevel, og det ville være billigere at gøre det nu som en del af det samlede projekt, sagde han blandt andet. Biver svingbanen lavet nu, anslåes den at koste 100.000 kroner. Jernbanegade er bred nok til, at der kan laves en svingbane, vurderes det. Men resten af byrådet var mest stemt for at vente og se, om det blev nødvendigt med sådan et anlæg. Også selv om det formentlig vil blive dyrere for kommunen. - Ingen kan sige, om det vil blive nødvendigt i fremtiden med sådan en svingbane. Det må vi vente og se, sagde borgmester Anny Winther (V), og formanden for Miljø- og Teknikudvalget, Gert Fischer (V), fastholdt sit udvalgs indstilling. Vedtagelsen gælder også et beboerforslag om afskærmning for støj mod den vej, der snart skal forbinde Jernbanegade og Mercurvej for bustrafikken. Det bliver mellem Enghavevej 2-8 og Jernbanegade 35. Der arbejdes fortsat med at sikre cyklisterne ved Mercurvej samt ved krydset ved Mosbæks Allè, Kærvej og Borup Allè.