Frygtet fiskesygdom fundet ved populær fiskesø i Nordjylland

Sygdommen IHN er konstateret i et dambrug ved Støvring

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

STØVRING:De seneste uger er fiskesygdommen infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN) blevet fundet i dambrug i Sønderjylland, men nu er sygdommen også fundet i Buderupholm Dambrug og Fiskesø i Rebild Kommune. Det oplyser souschef i Fødevarestyrelsen Tim Petersen.

Dambruget syd for Støvring havde i sidste uge været i smittekontakt med et andet dambrug, hvor der var konstateret sygdom, og derfor blev der tidligere på ugen taget prøver i Buderupholm, og de viser sig nu at være positive for IHN.

Buderupholm Dambrug og Fiskesø har to velbesøgte fiskesøer, men selvom man skulle have fanget en fisk i søerne - eller på anden måde have fået en fisk fra dambruget - kan man roligt spise den, fortæller Tim Petersen.

- Sygdommen har ingen konsekvenser for mennesker. Der er absolut ingen risiko ved at være i kontakt med eller spise fiskene, siger han.

Buderupholm Dambrug og Fiskesø ligger lige syd for Støvring. De to velbesøgte fiskesøer, der lige kan ses til venstre i billedet, har været lukket de seneste dage. Arkivfoto: Henrik Bo

Buderupholm Dambrug og Fiskesø ligger lige syd for Støvring. De to velbesøgte fiskesøer, der lige kan ses til venstre i billedet, har været lukket de seneste dage. Arkivfoto: Henrik Bo

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ejer af Buderupholm Dambrug og Fiskesø, Flemming Christensen, men på fiskesøernes Facebook-side har der de seneste to dage stået, at søerne er midlertidig lukkede, da der foretages test af fødevaremyndighederne, der tester for virus.

Der står også, at man regner med, at der går mellem 12-16 dage, før de kan åbne igen.

Stor dødelighed blandt yngel

Lige nu er Fødevarestyrelsen ved at få et overblik over, hvilke dambrug og fiskesøer, der har modtaget fisk fra dambruget ved Buderupholm.

Ifølge dambruges hjemmeside produceres der mere end 100 ton om året, fordelt på otte forskellige ørredarter.

Fiskene bliver brugt til udsætning i fiskesøen ved Buderupholm, men en del af produktionen sælges også til andre fiskesøer.

- Det er ikke sådan, at man kan se, at alle fisk ligger med bugen i vejret. De store fisk kan sagtens leve med sygdommen, men den går meget hårdt ud over ynglen, hvor dødeligheden kan være tæt på 100 procent. Derfor gør vi alt for at få bremset smitten, siger Tim Petersen.

Hvad der konkret skal ske med fiskene i Buderupholm Dambrug og Fiskesø er der ifølge Tim Petersen ikke taget stilling til.

I maj blev IHN først konstateret i dambrug i Stouby, Bylderup-Bov i to dambrug i Holsted, alle steder i Sønderjylland.

Dermed mister Danmarks status som IHN-fri zone.

Dambruger bliver ramt på pengepungen

Sygdommen, der fredag er konstateret i yderligere to dambrug - i Vejen og Skanderborg kommuner - har økonomiske konsekvenser for dambrugerne i hele landet.

- Udover at dambrugerne mister stor del af deres yngel, så er prisen på fisk, yngel og æg fra et land med sygdom lavere end fra andre lande, og det giver et stor indtægtstab for dambrugerne, siger Tim Petersen.

Samtidig er det en svær og dyr sygdom at komme af med. Et dambrug skal helt tømmes, desinficeres og tørlægges i seks uger, og det skal ske for alle dambrug ved et vandløb. Herudover skal dambrugene være under kontrol i to år, før man i igen kan konstatere det fri for IHN.

- Om det kommer til at ske i Danmark, eller om man vil køre videre med smitte i dambrugene med de omkostninger det må have, er der ikke taget stilling til endnu, siger Tim Petersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.