EMNER

FTF giver ikke S vetoret i forhandlinger

KØBENHAVN:Et nødvendigt samarbejde, men hovedorganisationen FTF vil ikke give Socialdemokraterne vetoret i forhandlingerne med regeringen om den nye kvalitetsreform. Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt mødtes i går med FTF til en generel diskussion af velfærden i den offentlige sektor. Efter mødet var der enighed om, at de igangværende trepartsforhandlinger og den kommende kvalitetsreform ikke må give de hårdt trængte offentligt ansatte endnu mere administrativt arbejde. Trods enigheden afviste begge parter dog, at FTF kun kan bakke op om en aftale med regeringen, hvis S siger god for det. - Det ønsker vi ikke på nogen måde, lød det næsten samstemmende fra Helle Thorning-Schmidt og FTF-formand Bente Sorgenfrey. Mandagens møde var ifølge begge parter en mere generel diskussion om velfærd i den offentlige sektor. /ritzau/