EMNER

Fuchsia-bacillen spreder sig

Ruth Søborg fra Birkelse giver sin viden om blomster videre

Ruth Søborg driver Hobby-Fuchsia i sin fritid, og hun deler gerne ud af sin viden. Blandt andet har hun arrangeret en konkurrence om at skabe den pæneste fuchsia. 
Arkivfoto: Ajs Nielsen

Ruth Søborg driver Hobby-Fuchsia i sin fritid, og hun deler gerne ud af sin viden. Blandt andet har hun arrangeret en konkurrence om at skabe den pæneste fuchsia. Arkivfoto: Ajs Nielsen

BIRKELSE:- Vi er bidt af fuchsia-bacillen, som vi plejer at sige. Når først folk én gang har haft held med at få en fuchsia til at blomstre og ser, hvor fantastisk flot den bliver - ja, så bliver de også bidt af det. Ruth Søborg sætter her ord på sin store lidenskab for blomster og især de pasningskrævende fuchsia-planter. I weekenden åbner hun sin store have - Hobby-Fuchsia - op for de interesserede. Det er på Tranumvej 22 lige nord for Birkelse. Her er der over 1500 forskellige fuchsia-sorter, og mange af dem er over 20 år gamle. Dertil kommer næsten to meter høje trompetblomster, liljer, bassin med åkander og guldfisk - og meget mere. - Jeg synes jo, det er sjovt at få noget nyt. Så selvom jeg siger, at nu skal det ikke være større, så udvider jeg alligevel hvert år, siger Ruth Søborg med et grin. Gennem årene har hun opbygget en stor viden om Fuchsia-planter, og den deler hun gerne ud af. Det gør hun så på en sjov måde ved at lave en konkurrence. Sidste år inviterede hun også indenfor i haven. Det var i forbindelse med Havens Dag, hvor gæsterne hver fik en fuchsia. Nu opfordres de samme til at komme tilbage og vise deres plante frem - eller sende hende et foto af den. De bliver så bedømt ud fra, hvor flotte de er, og hele konkurrencen giver mulighed for at lære folk om vinterbeskæring, den rigtige gødning og jord samt nipning om foråret. Jo bedre, dette arbejde er blevet udført, jo pænere en fuchsia har konkurrencens deltagere fået. Og dertil måske en fuchsia-bacille i blodet. Hele 360 stiklinger blev udleveret sidste år, så nu er Ruth Søborg spændt på, hvor mange der vender tilbage. Deltagerne kommer fra hele Jylland samt Fyn og Sjælland, og der er skam også nogle svenskere iblandt.