Fuck-fingre førte til værtshusvold

27-årig mand fra Aars blev idømt tre måneders fængsel

AARS:Selv mente han kun, at han skubbede til den anden i sin brandert. I så fald blev det et meget dyrt skub. Det kostede nemlig den 27-årige mand tre måneders fængsel. I retten i Nibe mente domsmændene nu også at det blev til mere end et skub, da den 27-årige aarsing en sen lørdag nat i maj så sig sur på en anden gæst udenfor caféen i byen. Han fortalte selv at han var på en fugtig bytur med venner, og at han ud på de små timer så en udenforstående give ham fuckfingeren to gange. Det generede den voldssigtede så meget at han gik efter ham og skubbede til ham, fortalte han i retten. Manden der blev ramt havde en helt anden udlægning af, hvad der gik forud for voldsepisoden. Han stod og ventede på bekendte udenfor caféen med en ven, og her så han den sigtede give fuckfinger uden at han selv mente at have gjort noget, der fortjente sådan en hån. Vennen sagde, at de hellere måtte skynde sig væk, men idet, de gik mærkede han en der kom bagfra, vendte sig og fik et slag, formentlig fra en knytnæve. Slaget var så hårdt at den angrebne tumlede baglæns og i faldet slog sit hovede hårdt mod et vejskilt. Den ramte vågnede først i ambulancen, fortalte han, og selv om episoden da var flere måneder gammel havde han stadig hovedpine af den, lød det. Den 27-årige har tidligere været straffet for vold flere gange, hvilket også spillede ind på længden af fængselsdommen. Den angrebne mand havde ikke rejst krav om erstatning for vold og men fra den 27-årige, hvilket han formentlig ellers kunne have fået.