Fucking Fed Fodtur

Passer det, at Løkken kan byde på andet end beachcamp og pubcrawl? Vi har tjekket kulturhistorien.

Navnebrættet på en væg i det gamle skipperhus kan næppe huske, hvornår det egentlig sad på en kutter - men ude af trit med tiden er det i al fald ikke, selv om det er kommet på museum. "Haabet af Løkken", står der på det - og det er just, hvad mange folk i den vendsysselske badeby prøver at holde oppe hos hinanden lige nu. Til trods for tidernes ugunst og især sædernes forfald. Som om Løkken kun var beachcamp og pubcrawl. Der er rigtig nok andet at byde på, hævdes det - og selv om vi godt ved, hvordan en klit ser ud, selv om vi engang ved vintertide har set en eller måske endda to døde spøgelses-iskiosker med tillukkede skodder og for egne penge engang har købt fire fladfisk i en grøn skraldepose fra en kutter på stranden, så er det da i orden: Det kan komme an på en prøve. Vi tager på Fucking Fed Fodtur i Fiskerbyen! Skudehandel Klitterne når helt op i gaderne denne aften og ligger som snedriver efter dages vestenstorm og vidner om, at det ikke var nogen dum ide, da tidligere tiders fiskere lagde deres lange, lave huse øst-vest med gavlen op mod vinden. Det skulle de måske have taget ved lære af, nybyggerne, som i løbet af vinteren er dukket op med deres sommerhuse på de yderste klitter.. Allerede fra de små vinduer i Johanne Grønbechs hus i Nørregade - det er også Løkken Museum - fornemmer vi det historiske vingesus. Vi skal bare forestille os, at klitterne ikke var nær så høje som nu - så kan vi næsten se skudeskipperens handelsfartøj derude på revet og travle folk på stranden i færd med at omlade bøtter med smør, kornsække og hvinende grise til jollen, som skal bringe varerne ud på første færd mod Norge... Måske hjælper modellen i museet også på fantasien, selv om størrelsesforholdet mellem skude og jolle næppe står for ordentlig kildekritik - men pyt, vi har slet ikke tid til at falde i staver her. Kirsten Brock, vores guide, er ivrig efter at vise frem, for Løkken har slet ikke fortjent de grimme avisoverskrifter om fordærvelse og druk, forsikrer hun. Hov, vent lige... Det begyndte for over 300 år siden, da tre driftige folk slog sig ned her, hvor rejsende sydfra langs stranden skulle dreje ind i landet for at komme videre nordpå til Hjørring. - De kunne nok have forplejning behov, fortæller Kirsten Brock, og snart bragte udviklingen stadig større handel..... Hvad var det li' jeg hørte? Forplejning? Den snart 77-årige dame, som var Løkkens turistchef i det meste af en menneskealder, tager ikke kun spøg for spøg - så selvfølgelig fortæller hun om stenen: Den er rejst i plantagen til minde om de tre første Løkken-boere, og inskriptionen - ja, den taler et sprog, som det nok forstås på disse kanter... "Disse trende huse haver ingen jord i marken og ingen kaalhaver. Mesten nærer dennem gennem ølsalg og andet." - Jaja, man kan jo sige, at sådan ernærer vi os stadigvæk, sukker Kirsten Brock med et smil, og når vi nu er ved det, viser hun også hen til Smørkræmmerens pakhus - og det store Tuborg-skilt oppe over de gamle skodder... - Ellers er det dejligt at se, hvor smukt det gamle hus er bevaret, lyder hun glad, selv om det nu er diskotek og altså i brug til noget helt andet... Udvikling Tilbage på ruten møder vi lidt længere op i 1700-tallet flere initiativrige folk, og snart blomstrer skudehandelen på Norge. Købmændene byggede store skudehandlergårde med tilhørende pakhuse tæt på stranden, og handelspladsen tiltrak snart både toldere og håndværkere og andet godtfolk, indtil driftigheden i 1908 endeligt var overhalet af udviklingen. I mellemtiden var imidlertid to nye erhverv dukket op - fiskeriet fra 1880'erne, og i slutningen af 1800-tallet også turismen. Og begge dele kan vi se den dag i dag på vores drukfrie kul-tur igennem Løkken: de lave fiskerhuse næsten på stranden - tætliggende og sammenbyggede længehuse med et virvar af smalle, bugtede stier imellem. De ligger der stadig som en aktiv del af byens infrastruktur. Og skudehandlergårdene, som efterhånden blev bygget om til fashionable badehoteller med Løkken Badehotel som det første i 1895. Løkken er blevet badeby, for når Skagen kunne, så… En ny æra er begyndt, og på den yderste klit er fiskernes gamle tjæreplads med gruekedlen også blevet et klenodie. Herfra er der formidabel udsigt over badehusene på stranden - den hvide by, som fortæller sin egen historie om en lang badetradition også blandt lokale og folk i baglandet - og den bliver kun endnu bedre ved vandtårnet, udsigten. Mere udsigt Herfra kan vi overskue hele byen – se smøgerne og nye karnapper og kviste - både fine renoveringer og dem, der ikke blev til det bedre, set udefra. Og vi kan stadigvæk spotte skudehandlergårdene og synes, det er hyggeligt, at de ikke bare hedder købmandsgårde, som de gør andre steder. Vi har allerede været forbi Kystfiskerimuseet, som har til huse i den gamle redningsstation, og historien knyttes til signalmasten og beretningen om dens funktion. Selv på en forholdsvis sommerlig aften i læ af de norske fjelde fornemmer man stormens og havets vældige kræfter og kan i nattens isnende mørke se flammerne i mastens kurve for sig, revet ud i flossede ildtunger, mens skib og mandskab kæmper for livet ud for kysten. Eller kan vi – ved mindepladen ved nedkørslen til stranden opdager vi, at katastrofen ikke nødvendigvis er bundet til mørke og vinter. Stenen fortæller om et forlis lige her ud for - for 60 år siden. Det var i juni.. Byens sjæl På hele vejen over klitterne er der også udsigt til det nye Strandpavillonen, og fra Signalmasten blandes den friske havluft op med en kvalm friture fra Peder Bådsmands udluftning, som man kan kigge lige ned i. Men duften – om den så er værre end duften fra dengang, da her var fiskeauktionshal! – men duften og vistnok heller ikke pladsen i øvrigt på landsiden af den nye Strandpavillonen hører helt med til kultur-ruten. I hvert fald vender vi ryggen til og får i stedet for nye beretninger om ophalerpladsen og molen og de få erhvervs- og fritidsfiskerne, som er tilbage i Løkken. Stadig som en umiskendelig del af byens sjæl. Ved sømærket åbenbarer sig nye, særlige bykvarterer, som også har deres historie, og vi forstår, at det er helt i orden, at sommerhusene her har fået helårsstatus, som de ligger der lige bag klitten – nåja, eller mere prangende på toppen af den, når man tager de nyeste med. Huse har det med at se større ud end de gamle, som lå der engang… Her er fiskerhuse af en anden type men stadig med de karakteristiske og nødvendige baghuse, som Løkken-boerne – i takt med, at turismen tog over fra fiskeriet - krøb sammen i, mens badegæsterne overtog stuerne og køkkenet inde i huset med de nystivede sommergardiner. Sidste sving På forunderlig vis og næsten uden at bemærke det – som på en pubcrawl – er vi tilbage i midtbyen og passerer Søndergadekvarteret, hvor vi aner husenes tidligere anvendelse, inden de blev til Hotel Litorina, Tante Jacobsens Økonomimarked og til Netto. Vi skal lige et sidste sving via fortiden, hvor den krydser det moderne Løkken – på den smalle Jens Bangs Sti med genbrugte brosten og historien om en af Løkkens driftige erhvervsmænd, som den har navn efter. Foruden at gøre det i herreekvipering var Jens Bang passioneret rosendyrker – hér, kun få hundrede meter fra strandens sand… Turen er forbi. Og vi har set ved selvsyn og hørt om alt det spændende, som Løkken også er. Vi siger farvel på byens torv. På kompasrosen mellem fortovsfliserne. En af rosettens stjerner må vise hen til et sted, hvor man kan få en stille pilsner efter den lange travetur...