EMNER

Fucking modersmål

I den globale tidsalders allerhelligste navn er der kommet sprækker i vores modersmål. Men gør det egentlig noget? Det sker af og til, at der går mode i at forvandle sproget til udenlandsk kaudervælsk. På Holbergs tid var det fransk der gennemsyrede det danske sprog så han fik stof til sit satiriske Jean de France ævl. Senere var det tysk som i den grad skabte et særegent, uigennemsigtigt kancellisprog, som ingen udenfor departementerne forstod en lyd af, hvilket fik den gamle hædersmand P.A. Heiberg til at sige noget i retning af: Når jeg hører tysk donnervætter trækker jeg blankt, og stiller mig til rådighed for enhver prøjsisk udfordrer. Han talte magten, som var godt og grundigt sovset ind i germansk fonetik, midt imod, og blev landsforvist i det herrens år 1799, hvilket han efter sigende skulle være ganske fornøjet med. Dengang var der højt til loftet i Frankrig. Læser man skrifter fra dengang er det rigtig nok en slem omgang pølsesnak hvor man kunne bruge alenlange sætninger som ikke udtrykte noget der ikke kunne være sagt med et par gode danske ord. For tiden er der gået engelsk i modersmålet, og her tænker jeg ikke specielt på al det amerikanske motherfucking ævl og fængselshængerøvkulturhalløj som dele af vor fagre ungdom så eftersnakkende labber i sig, men mere på det, at man fra højeste ølkasse i undervisningsministeriet kræver at dit og dat nu skal foregå på engelsk, den globale verdens sprog, you know, down there in Århus School of Business. Hvis vi vil klare os i den globale verden må vi lære at udtrykke os globalt, ellers sakker vi uhjælpeligt bagud, som det panderynkende forlyder. Der er bare den hage ved det, og det påstår jeg, at danskerne ikke kan tænke på engelsk, i hvert fald ikke så godt som på dansk. Det bliver, med enkelte undtagelser naturligvis, noget famleri, og hvad bliver resultatet så af det? Det bliver, på sigt, at vi får sværere ved at fatte grundideerne. Vi, og det er det hele herlige danske folk, betaler en hulens bunke penge til læreanstalterne, og vi vil altså ikke hægtes af, og spises af med andet end det allerbedste. Vi vil ikke nøjes med oversættelser. Vi vil meget gerne informeres på det bedst egnede sprog, originalsproget. Altså; Uanset hvor gode vi bliver til sprog i den danske uddannelsessystem, så vil resultaterne og udbyttet ikke blive optimalt, og det skal det være. Alt for mange ting vil blive svært at fatte fordi det er blevet sværere at udtrykke. Eller også må vi droppe dansk fuldstændig, og lade de sidste sproglige krampetrækninger dø ud sammen med vore plejehjemsbeboere . Nå, take it easy som de siger på Sjælland, for hvad er den globale landsby der tales så meget om, og som på det nærmeste er ved at forgifte sind og sjæl, det er såmænd bare et lille provinshul i universet hvor der tales forskellige dialekter. Forskelligheden er ved at blive indsnævret. Vi bliver mere og mere ens, hvilket gør, at vi i fremtiden bliver lettere at manøvrere rent politisk, hvilket igen, i sin yderste konsekvens, kommer til at betyde, at demokratiet bliver svækket, eller helt forsvinder. Et demokrati kan kun bestå når forskellige holdninger støder sammen. Forskellighed giver ikke bare bøvl, men også dynamik. Ensretning gør stillestående. Svækkes sproget, svækkes identiteten. Derfor er det vigtigt at vi bevarer verdens dialekter. Vi kommer til at gå en lille omvej, bevares, vi kan måske endda blive nødt til at sætte farten lidt ned, uha da. Men måske er det alligevel ikke verdens undergang.