Fugl og fly i kollission over flyvestationen

AALBORG:En af flyvevåbnets challenger-maskiner, der blandt andet bliver brugt til havmiljø-inspektion, måtte onsdag foretage en sikkerhedslanding på flyvestationen kort efter start. Maskinen blev ramt af en fugl, men kunne ikke lande umiddelbart på grund af brændstof-mængden. Når der er meget brændstof på et fly, er vægten forkert i forhold til landing, og så må der enten dumpes fuel over åbent hav eller det må flyves op. Løsningen onsdag blev den sidste. Maskinen fløj rundt, til der ikke var mere brændstof tilbage end den kunne lande forsvarligt. Men hele nødproceduren blev iværksat, fordi man ikke vidste, hvilke skader sammenstødet med fuglen havde påført flyet. Der var risiko for, at f.eks. landingsstellet ikke fungerede og kunne have resulteret i en landing på maven. - Men alt gik efter planen, og ingen kom til skade, siger vagthavende hos Falck. Der var fem ambulancer på stedet, fordi der var fem med ombord, ligesom de store slukningskøretøjer var kørt til flyvestationen. De store køretøjer med skum fra Brand- og Redningstjenesten på flyvesationen var også kørt frem. Og alle kunne køre tilbage igen efter en planmæssig landing. - Tilbage var at undersøge flyet. Det stiller lidt større krav nu end ellers, fordi vi har fugleinfluenza i landet, fortæller oberstløjtnant og stabschef Lone Træholt. Men få timer efter den uplanlagte landing, var flyet frigivet igen. Og gik senere på dagen i går atter på vingerne. Kollissionen med fuglen gik kun ud over fuglen.