Fuglefjer og hævnmord

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sissel-Jo Gazan er selv færdiguddannet biolog og bruger sit eget speciale som kerne i "Dinosaurens fjer".

ROMAN Sissel- Jo Gazan: "Dinosaurens Fjer" # # # # ¤ ¤ Det er ikke nogen helt almindelig krimi den her. For forfatteren Sissel-Jo Gazan, 34 år, er selv uddannet biolog og har kombineret sit speciale om fuglenes oprindelse med et mystisk mord og hverdagstilværelsen som enlig mor til en ganske anderledes spændingshistorie. Mistanken om at her lurer selvoplevede bitre erfaringer, hvad angår de hadske udfald mod den skønne lægemand, som svigter så inderligt i forhold til hovedpersonen Anna og dennes datter Lily, er ikke til at ryste af sig. Men ellers blander Gazan elegant videnskabelige viden på højt niveau med en ganske anderledes sammensat mordgåde. Hovedpersonen Anna er selv ved at skrive afsluttende speciale ved Biologisk Institut og hendes opgave er planlagt til at være og blive et endeligt opgør den amerikanske professor Clive Freeman, der i en række år hårdnakket har holdt fast i, at fuglene ikke nedstammer fra dinosaurerne. Til at hjælpe sig har hun specialevejleder Lars Helland, der i en lige så lang årrække og lige så hårdnakket har været i opposition til Freeman. Handlingen tager fart, da Helland bliver fundet død under meget mystiske omstændigheder på instituttet. Og mistanken peger såmænd på Anna selv, mens andre på instituttet spekulerer i om den opfarende og aggressive professor står bag. Sissel-Jo Gazan skriver både klart og gennemskueligt, og det lykkes hende på behændig vis både at få læseren gjort klog på den videnskabelige dinosaurkonflikt og bruge den viden i sin komplicerede mordgåde. Sideløbende kører en parallelhistorie om svigt og skjulte familiehemmeligheder, som i sidste ende bliver bundet i en elegant sløjfe, inden den skyldige bliver udpeget. Plot og psykologi, spænding og menneskekundskab går smukt hånd i hånd, og på den måde tilbyder Gazan et indsigtsfuld indblik i familielivet, som det leves i dag, i benhård og lidenskabelig videnskabelig konkurrence samt ikke mindst et både svimlende og skræmmende i menneskesjælens aller mørkeste kroge. Bestemt anbefalelsesværdig, skønt de hadefulde damebladsagtige udfald mod barnefaderen ikke rigtig er føjet overbevisende organisk ind i kompositionen. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Sissel-Jo Gazan: "Dinosaurens fjer" 456 kr., 299 kr., Gyldendal.