Lokalpolitik

Fuglefri og farveglad

Esben Hanefelt Kristensen tog af fornuftsmæssige grunde en lærereksamen, men malede sig - og hustruen Birgith - ud i det gode liv og fravær af påtvungen travlhed

Esben Hanefelt Kristensen malede engang et billede med en tiger. En stor tiger. En tiger så frygtindgydende, at husets kat strittede ved synet. Tigeren blev sendt på udstilling, men blev ved med at komme hjem til huset i Hasseris. Maleren gemte den lidt bag noget bambus, tilføjede noget andet, lige lidt hjalp det, indtil han landede en sommerfugl på tigerens næse. Så kom tigeren ikke hjem mere. Billedet var omsider blevet købt. Sådan maler Esben Hanefelt. Lag på lag, indtil udtrykket er rigtigt. Indtil historien er fortalt. Sådan lever Esben Hanefelt. Bygger ovenpå. I det tempo, der passer ham og ind i det gode liv. Og sådan svarer Esben Hanefelt gerne på et spørgsmål. Med en historie, en fortælling, en anekdote, et eller andet, der slynger sig hen til et svar eller i hvert fald i nærheden. Esben Hanefelt elsker gode historier. Det har han gjort, siden han som barn lyttede til sin farmors gruopvækkende og fængslende fantasihistorier, folkeeventyr eller gyserhistorier. Han kan kunsten selv. Når han fortæller om sit samarbejde med forfatteren Vagn Lundbye, er det med detaljerigdom og farver, som var han i gang med penslerne. Pludselig er han på vej tværs gennem USA på motorcykel med sin svoger, gennem bisonflokke og forbi stedet, hvor general Custer faldt. Så dukker Karen Blixen op med en høvdingedragt til “Danmarks eneste indianer” på Esben Hanefelts vej gennem indianer-verdensopfattelse til sin egen gymnasietidsfascination af den tale, der er lagt i munden på indianerhøvdingen Seattle, da han i 1853 overgav sig til den hvide mand og forpligtede denne til at tage vare på verden. - Hvis vi sælger vort land, så elsk det, som vi elskede det. Tag vare på det, som vi tog vare på det. Bevar erindringen om landet, som det var, da I tog det. Og pas med al jeres styrke, ånd og hjerte på det for jeres børn, citerer Esben Hanefelt og henkaster: - Det var vi så måske ikke så gode til. Malede og malede i seks dage Den 56-årige kunstmaler nyder at sætte ord sammen og varsler et større værk, hvor han også er mand for ordene, men først er der lige forpligtelserne i forbindelse med de fire separat-udstillinger, han har aftalt i år, og så de 300 billeder, der skal males til ... hvad der endnu er en hemmelighed. Med en sådan efterspørgsel er det heldigt, at han holder af at male. Og det gør Esben Hanefelt. Faktisk så meget, at han efter 9-10 dage af sin 14 dage lange sommerferie bliver rastløs efter at komme tilbage til penslerne. Så meget, at han - selv om han selv må bestemme - står op og går i gang hver dag klokken otte og maler den hele lange dag til 19-20 stykker. Gerne syv dage om ugen. Først med de brede pensler, så mindre og mindre indtil historien folder sig ud og tager veje, som ikke lige var planlagte. Dels planlægger han ikke, og dels føler han sig ikke forpligtet til at holde sig nøje til den tekst, han arbejder med, hvis altså der er en sådan. - Jeg ser ikke mig selv som illustrator, siger den selvlærte kunstmaler, der gør en dyd af ikke at være krukket, men som heller ikke vil lade andre bestemme sine penslers veje. Det gælder både forfatteren til de ord, Esben Hanefelt skal male til, og den privatmand eller -kone, der vil have ham til at male et billede. Oplægget respekterer han naturligvis, som dengang han blev kontaktet af en mand, der lå på sit yderste på sygehusets kræftafdeling. Han havde følt sig så godt behandlet, at han ville forære afdelingen et billede af Livets Træ, hvis Esben Hanefelt ville male det. Det ville han. - Aldrig har jeg malet så hurtigt. Esben Hanefelt malede og malede i seks dage og billedet blev hængt op på mandens enestue. - Så døde han. Hans familie sagde, at han ville se det billede. Det gjorde et stort indtryk, og jeg glemmer det aldrig, siger Esben Hanefelt, hvis imødekommenhed over for opgavestilleren ikke rækker til, at man kan få malet et billede af sit parcelhus. - Men man skal altid være glad, når nogen spørger, om du vil lave et eller andet, siger han. Huller i himlen Imens Esben Hanefelt maler, lyder rummet af musik, hvis det da ikke er formiddag, for så er det samtale-programmer på P1, der løber i ørerne. De giver næring til den diskussionslyst, der kan få så meget tag i Esben Hanefelt, at han må hen at handle klokken ni, fordi da handler den tidligere radikale formand, han elsker at diskutere med. Og de andre, der har tid at snakke. Tilbage ved bordet med de mange, mange dåser med farver og udsigt henover haven til Rotunden, maler han - lag på lag - en skov med to hjorte, to en-hjørninger og et stor rundt hul i himlen. - Jeg aner ikke, hvad der skal være der, siger han forventningsfuld. Der plejer jo at komme ideer, ofte så mange, at han nogle gange synes, at han mangler hænder. - Tænk hvis kilden løb tør ... det ville være en stor tragedie, siger han, der dog kun har måttet opgive ganske få billeder, fordi de slet ikke ville fortælles, og han har trods alt tegnet, siden han var lille dreng. Og malet i hvert fald siden, at kunstmaleren William Jessen - en af de kunstneriske sjæle, der kom i Esben Hanefelts barndomshjem - forærede ham oliefarver, staffeli og lærreder efter at have set lille Esbens tegninger. I tiden efter kom maleren på ugentligt besøg og talte med drengen om det, han havde lavet. - Det lærte jeg utroligt meget af, siger Esben Hanefelt, der trods, at han fortsat malede, valgte at tage sig en uddannelse. Han var som 19-årig blevet gift med 17-årige Birgith, og de havde fået barn, som skulle forsørges. Der var dengang to uddannelsesinstitutioner at vælge imellem, hvis man ville læse bare en lille smule i Aalborg. Frygtede for forældreklager Eller det var der ikke, for med Esben Hanefelts matematiske evner var teknikum ikke realistisk, og så var der lærerseminariet tilbage. Ægteparret blev lærere på Tornhøjskolen og var det i en årrække, men Esben Hanefelt fik mere og mere travlt med at male, efter at han havde fået til opgave at illustrere Bibelen. - Jeg begyndte at frygte for forældreklager. Jeg malede jo altid. I timerne, til lærerrådsmøderne og det kunne jo ikke blive ved at være sådan, siger den nu tidligere lærer, der dog kan give videre, at det egentlig gik meget godt, mens han sad dér ved katederet og malede og fortalte, mens eleverne arbejde med deres opgaver. - Der var helt stille, siger han og besvarer de forældreklager, der i øvrigt aldrig kom: - Og eleverne lærte jo da også noget. Men det var farvel til lærergerningen, og Tornhøjskolen mistede tilmed to lærere, for ægteparrets aftale lød, at hvis han stoppede, så gjorde Birgith også. Efterhånden malede Esben Hanefelt sig til at kunne gøre det på fuld tid. Efter Bibelen fulgte blandt andet Saxos Danmarkshistorie, H.C. Andersen og Vagn Lundbyes nordiske testamente. En nissebog, han selv lagde ord til. Bestillingsopgaver. Og frie fabuleringer. Alt i en vekselvirkning, som Esben Hanefelt holder meget af, lige som han nyder at arbejde med forskellige dimensioner, hvad enten det er størrelsen på billeder, altertavler eller porcelæn for den kongelige porcelænsfabrik. Feriebudgettet røg Stilen har han derimod “forvildet sig så meget ind i”, at han ikke tror, at han nogensinde vil male noget, man ikke kan se, er malet af ham. - Men derfor kan jeg godt blive dygtigere, siger kunstmaleren, der ser en stadig udvikling i sine billeder. En udvikling hen imod større enkelhed i detaljerigdommen for eksempel, og væk fra tidligere billeder, der godt kunne blive “noget forfærdeligt fnidder” med detaljer for detaljernes skyld. - Men jeg var heldig at finde mit eget billedsprog. Der er mennesker, det aldrig lykkes for, siger Esben Hanefelt, der altså har gjort en “omvendt-kunstmaler” ved at begynde at male non-figurativt for så siden at male umiddelbart genkendeligt. - Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at lave det, jeg gjorde. Jeg følte, jeg var blevet en fabrik, og det sagde mig ikke et klap, siger han og mener, at han nok altid har haft en lyst til at have en fortælling i sine billeder. Og så udspillede den historie sig, som han synes, han har fortalt så tit. Men altså han og familien var på besøg hos hans forældre i England, og så kom de ind i den helt vidunderlige boghandel, hvor der i et glasskab stod en meget smuk krønikebog og almanak, som en fransk hertug havde fået lavet til sig selv i 1400-tallet. En kopi ganske vist, men en kopi så god, at Esben Hanefelt ved at kikke i den vidste, hvad han ville. Og så dyr, at hele feriebudgettet røg. Egentlig skulle pengene havde været brugt til tøj til børnene, men Esben Hanefelt måtte have den bog. - Lige pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle, siger Esben Hanefelt og mener, at børnene vist - takket været hans forældre - fik tøj alligevel. I øvrigt behøver han ikke at have dårlig samvittighed over det ødsle bogkøb over for børnenes mor. - Jeg ville også gerne have den bog, siger Birgith, der gennem årene har set sin mand lægge inspiration fra alverdens kulturer oveni bogens billedindtryk. Esben Hanefelt nævner, at han altid har malet fugle på sine billeder og siden konstateret, at de flyver på samme måde på indianske billeder. - Der er noget, der hænger sammen der, smiler han og siger, at han simpelthen er så glad for fugle. - Fuglene, de er fri, og de flyver derhen, de vil. Det gode liv Selv nyder Esben Hanefelt den frihed, hans evner med penslerne har givet ham. Ikke, at han ikke forpligter sig. Det gør man som far til fire og snart bedstefar til seks. Og så har han det sådan, at projekter skal fuldføres og aftaler holdes. Men alligevel har han friheden til at male, når han vil. Det vil han helst hele tiden. Og at holde pause, når han vil. Som når han handler tidligt bare for at kunne drille den radikale. Som når han passer sin have en halv time ad gangen sommeren igennem, eller når han lørdag efter lørdag mødes med lægen og blomsterhandleren en halvtimes tid til diskussion og kaffetår på grønttorvet, når han er inde efter ordentlige grøntsager og frugt. - Det handler om det gode liv, siger han og tilføjer, at det vel også gælder den rygende cigarillos, han holder i vejret. - Jeg ved jo godt, det ikke er sundt, men ... siger han og anerkender hustruen for i efterhånden mange år at have holdt et midlertidigt rygestop. Hun siger til gengæld: - Jeg kunne ikke drømme om at tage det fra ham. Og det er jo også hans hus. Det gode liv omfatter også en rejse i ny og næ. Ikke så ofte som tidligere og helst ikke om sommeren. Faktisk kan han godt lide at være hjemme i Danmark og især i hans elskede Aalborg. Nok nyder han sine hyppige ture til København og de slagfærdige københavnere, som hans maleri ofte bringer ham i kontakt med, men han kunne ikke drømme om at bo der. For nylig var det i øvrigt ham selv, der var i offensiven. - Jeg så, at den lille mand, der gik ved siden af mig, var Don Ø, og smiler Esben Hanefelt og hvisker på tværs af håndryggen: - Så hviskede jeg “AaaaaaaaB”. - Så snakkede vi lidt, og han syntes nu også, at AaB har gjort det godt, siger drillepinden. Esben Hanefelt inviterede i øvrigt hele sin familien på stadion dengang i 2007, da AaB havde besøg af italienske Sampdoria. Det hører med til Aalborg-pakken, som han finder dejlig mangfoldig. - Jeg synes, Aalborg er en frisk by. Den har en god størrelse. Det er ikke nogen metropol, men vi har meget, som vi kan være stolte af. - Aalborg er en dejlig by, her kan man regne med folk, siger Esben Hanefelt, der synes, at kulturudbuddet efterhånden er ret godt. Nævner blandt andet teatre, kunstmuseet samt Nordkraft og Musikkens Hus, der er på vej. Vred over københavneri Han griner lidt af, at dét er der ingen københavner, der ved. Fordi de ikke ser ud i provinsen. - Københavnerne er nok de eneste i Danmark, der ikke ved, at de bor i en provinsby, siger han. Grinet til trods, så mener Esben Hanefelt, at Danmark er alt for centralistisk styret. - Det er vel kun i Frankrig, det er lige så slemt, siger han, der ikke ser nogen som helst rimelighed i, at det er kommunerne, der skal holde for, når der skal bygges - eksempelvis et musikhus - i provinsen, mens man i København bygger i forventning om store statsmidler. Han synes, at Folketinget rent fysisk burde flytte rundt i landet - for eksempel fire måneder om året i Jyllands gamle hovedstad, Viborg, eller for den sags skyld i Aalborg. - Hvis politikerne rent fysik var til stede, så ville de se anderledes på tingene, mener Esben Hanefelt. - Det vil selvfølgelig være dyrt, men demokratiet må godt koste, siger han, der synes, at Danmark ideelt set burde være en forbundsstat. Irriteret som han er over centralismen og embedsværkets snæversyn og borgernes alt for ringe adgang til at kigge embedsværket over skulderen. - De griner af os i andre lande, siger den historieinteresserede Esben Hanefelt, der henter sin forklaring på centralismen i den kultur, der blev grundlagt, da Frederik d. 3 ved et statskup indførte enevælden i Danmark i 1660. Esben Hanefelts irritation rækker til at ryste på hovedet over, at “vestjyderne skal køre 130 kilometer for at komme på sygehuset”, og at harmes over, at politikerne ikke tager ansvar for at skabe ordentlige levevilkår for landets landdistrikter. Ikke, at han har en idyllisk forestilling om, at tiden kan skrues tilbage for landsbyerne, som dengang han selv voksede lykkeligt op i Vadum, men han synes, det er for ringe, at landsbyer kun bruges til at sove i og producere svin i. Aalborg for altid Ikke, at han selv har intentioner om at flytte på landet eller til en landsby. Han nyder som nævnt byens muligheder og siger i øvrigt: - Jeg tror egentlig, vi i dag kommer hinanden mere ved her i byen. Hans tilknytning til byen - og det Hasseris, hans forældre flyttede til, da han var teenager, understøttes af, at han har sin familie tæt på. Godt nok er yngstesønnen lige flyttet til Århus for at læse, men det har hans ældre søskende også gjort, og de bor i dag alle inden for en kilometers radius af Rotunden. Dét betyder, at man kan se hinanden når og i de doser, man har lyst til - og at Esben Hanefelt ikke behøver at bevæge sig hurtigere ind i den teknologiske tidsalder, end han har lyst til. Og hvad skal man med en mobiltelefon, hvis man kan tale sammen direkte, og hvorfor egentlig give sig i kast med at sende mails, når Birgith klarer det? Ikke at det forskrækker ham - huset har jo også en mobiltelefon - men det gode liv handler for ham ikke mindst om fravær af påtvungen travlhed. Han tror på, at fordybelse er sundt for menneskesjælen, at flere vil søge oplevelser tættere på - også af hensyn til CO2-problematikken. - Jeg hørte på P1, at ... siger Esben Hanefelt. Birgith kommer forbi for at lukke katten ind og ler: - Dine forældre har flyttet noget mere, end du har gjort. Og sådan er det. Efter at faderen, Kjeld Kristensen, på grund af alvorlig sygdom måtte sige farvel til at være direktør for det, der i dag er Spar Nord, flyttede han og hustruen med deres yngste børn til England. Faderen ville ikke gå og være forhenværende i vante rammer, så det blev England, præsteuddannelse, Midtjylland, Spanien, Luxembourg, Sønderjylland og nu Fyn for forældrene. Esben Hanefelt nøjedes med for et par år siden at flytte fra Egevej til Ridefogedvej. En lille kilometer. Her har han det gode liv. Her kan han blande sig, når han vil. Hilse på folk på gaden. Male en sommerfugl på tigerens næse og udfylde hullerne i himlen. {