Fuglekig fra morgenstund

Et halvt hundrede mennesker trodsede kulde og søvn for at kigge på sædgæs, sangsvaner og naturligvis ørne på Ørnens Dag i Lille Vildmose.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Familien Olesen fra Vodskov havde også været oppe før en vis herre fik sko på. Og selvom alle så ud til at nyde turen i det fri, så var drengene ikke helt tilfredse.Privatfoto

Klokken er 6.20, og på Vildmosegaard sidder omkring 50 mennesker i alle aldre og lytter til Thorkild Lund, tidligere naturvejleder i Lille Vildmose og i dag medlem af Dansk Ornitologisk Forening. - Canadagæs er en invasiv art, der er lidt større end vores egne og gode til at tilpasse sig. Til gengæld er de så dumme, at de kommer hen til lokkefuglen, inden at jægerne når at gemme sig, fortæller Thorkild Lund til stor fornøjelse for de fremmødte. En flyvende dør Ørnens Dag har trukket flere op af fjerene end de foregående arrangementer, som for Lille Vildmosens vedkommende strækker sig tilbage til slutningen af det forrige årtusinde. Knap et halvt hundrede mennesker har taget varmt tøj på og er mødt ind klokken seks for at se fuglelivet vågne op i Lille Vildmose. - Det er min kone, der opdagede arrangementet, og vi syntes, at det lød fascinerende, fortæller 40-årige Lars Olesen fra Vodskov, der udover konen har taget sine tre drenge på henholdsvis 13, 10 og 6 år med i mosen. De står på en bænk uden for fugletårnet ved Tofte Sø. Ude på søen sidder en flok sædgæs til højre og sangsvaner til venstre. - Nu fløj den, siger en af fuglekiggerne og alle indtager den klassiske fuglekiggerposition. Hovedet tilbage, armene bøjet og kikkerten for øjnene. Den er i øvrigt en havørn som må lide den tort at blive drillet af de mange krager. De ved godt, at havørnen ikke er sulten eller hurtig nok for den sags skyld. Blandt de nysgerrige finder man også 51-årige Søren Kær. Han er efter eget udsagn mere interesseret i grillkyllinger end i Canadagæs og andre fugle. - Men jeg vil også gerne se "en flyvende dør", siger el-installatøren fra Øster Doense med henvisning til det populære udtryk for en havørn på grund af dens store vingefang. Slæbt ud i mosen Den røde morgensol er nu ved at rejse sig, og på den anden side af Tofte Sø kommer tre krondyr til syne. Blandt dem, der tager kikkerten for øjnene, er Anni Høilund fra Svenstrup. Hun har ladet mand og børn ligge derhjemme under dynen for at pleje hendes interesse for fugle, der startede med at kigge på musvitter i baghaven. - Selvom jeg har været her i Lille Vildmose før, så er det min første morgentur. Jeg synes, at det er fedt at gå rundt og nyde roen, siger Anni Høilund. På bænken står to af Lars Olesens drenge fortsat. De har begge huerne godt trukket ned over ørerne. Deres ærlighed er lige så klar som rimen, der stadig ligger tungt over Lille Vildmose denne søndag morgen. - Mor og far har slæbt os herud. Vi har set krondyr og en ræv, men vi vil hellere på stadion og se fodbold, siger Rasmus og Emil Olesen, der dog smiler bredt trods det tidlige tidspunkt. Men er det så noget, at I kunne finde på at tage ud til igen? - Kun hvis vi skal, lyder det fra 13-årige Emil Olesen. Den holdning deles bestemt ikke af Tschnerning Clausen. Han er medlem af Dansk Ornitologisk Forening og blandt dem, der om søndagen mellem klokken 11 og 13 stiller sig op i fugletårnet ved Tofte Sø og fortæller interesseret om fuglelivet i Lille Vildmose. - Jeg vil ikke undvære mine besøg herude, siger Tschnerning Clausen nærmest forskrækket, da han bliver spurgt om udsigten til ikke at komme i tårnet hele foråret. Han er kommet i Lille Vildmose på fast basis siden 1990, og i dag kommer han mindst et par gange om ugen. - Det er jo fascinerende og spændende at følge udviklingen med fuglene, siger Tschnerning Clausen. En holdning, han ikke er alene med denne søndag morgenstund i et fugletårn i Lille Vildmose.