Frederikshavn

Fuglemassakre i Frederikshavn

Der ventede Carl Arne Jensen fra Frederikshavn Kommunes park- og vejforsyning et trist syn, da han torsdag lagde vejen forbi kommunens fuglevoliere i Plantagen på Nørregade.

Volieren var klippet op og tre fugle var blevet maltrakteret af ukendte gerningsmænd. To prydfasaner og en såkaldt Senagal-due var tilsyneladende flået i stykker med de bare næver. - Det ser ud til, at nogen er gået amok i en blodrus. Det er meget makabert, siger en berørt Carl Arne Jensen. Fodspor i volieren tyder på, at der er tale om to voksne gerningsmænd. Sagen er nu overgivet til Frederikshavn Politi.