Fuglene er tilbage

Fodbold 4. januar 2003 07:00

AARS: Aars & Omegns Fugleforening slår efter et udstillingsmæssigt tyndt efterår søndag døren op til foreningens store januarfuglemarked. - Det bliver et kæmpefuglemarked, tør foreningens formand Per Jensen allerede nu spå. Fuglemarkedet er i år ikke blot årets første. Det er også det første siden udbruddet af Newcastle Dicease satte en stopper for fugleudstillinger og - fuglemarkeder sidste år. Det gik bl.a. udover Aars & Omegns planlagte 25 års jubilæumsudstilling i oktober. Normalt har der været omkring 70 sælgere på fuglemarkedet i Messecentret. Det kan formentlig ikke gøre det i år. - Der er et stort behov, efter Newcastle Dicease lukkede fuglemarkederne, konstaterer Per Jensen. - Vi plejer at få en enkelt eller to opringninger fra interesserede sælgere op til fuglemarkedet. I år har vi haft mindst en halv snes, bemærker han. Fuglemarkedet fungerer først og fremmest som salgssted for fugleinteresserede, der sælger ud af de nye kuld. Samtidig kan private med knap så omfattende fugleinteresse sikre sig en fugl og gode råd fra folk, der er vant til at arbejde med de forskellige fuglearter. Adgangen til messecentrets hal to er gratis. Undtagen for fuglesælgerne, der må slippe en 20'er for en stand. Desuden sælger den lokale fugleforening pølser, brød og kaffe for at få økonomien til at hænge nogenlunde sammen. Tombola-gevinsterne, der var købt ind til jubilæet i oktober, kommer også til deres ret. De kan nemlig vindes under fuglemarkedet i morgen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...