Fuglene, friheden og faren for at falde ned

Hun har fløjet højere end de fleste og længere end de fleste. Hun er verdensmester i paragliding, men har været ved at slå sig ihjel, og hun har oplevet sin ven dø af sporten. Louise Crandal vil dog aldrig lande "Hva' fa'en, jeg lever. Nej, det kan sgu ikke passe. Og så alligevel." Så kontant begynder beretningen om Louise Crandals første styrt. Med munden fuld af grannåle og hovedet boret ned i en fransk skovbund er hun langsomt ved at komme til sig selv. "Hvis jeg ellers er i live, ligger jeg i en temmelig ubehagelig stilling. Som Fedtmule, der er røget ned af taget med bagen i vejret, hovedet forrest og armene strakt bagud langs jorden." Kort forinden var hun ellers godt flyvende. Hun havde lige fundet en varm opdrift, der kunne give hende den nødvendige højde, og snart havde hun tænkt sig at sætte kursen mod det næste bjerg. Men så besluttede den troløse skærm sig for at klappe sammen, og pludselig befandt den sig under hendes fødder i stedet for over hendes hoved. Et øjeblik hang hun vægtløs dér, en lille kilometer oppe i luften, men så fik tyngdekraften fat, hun dumpede mod jorden og pludselig, med et hårdt ryk, foldede skærmen sig ud igen. Desværre begyndte den også at dreje rundt om sig selv... Da uheldet sker, er Louise Crandal stadig blot en uerfaren paragliderpilot. Efter at hun som 22-årig ved et tilfælde fik smag for den højtflyvende sport under et ophold Schweiz, har hun bevæget sig lidt rundt til konkurrencer for at mærke stemningen og flyve i bagdelen af de rigtige deltagere. Hun er blot en amatør. Duperet af de virkelige heltes bedrifter. Og på vej til at blive fuldstændig opslugt af den fantastiske sport, der gør hende i stand til at svæve rundt helt oppe under skyerne. Eller i dem. Men nu er hun altså havnet i en skovbund. Og det gør forfærdeligt ondt. "Men jeg kan bevæge fødderne, jeg er ikke død." Ingen grund til panik Selvom skærmen begyndte at dreje rundt, var Louise Crandal alligevel i stand til at bevare fokus omkring begivenhederne. Der var ingen grund til panik. Først forsøgte hun at få styr på karrusellen ved at hive i bremserne, men linerne var snoede og umulige at holde rede på. Derefter prøvede hun at få kroppen til at dreje rundt, for at sno linen ud igen, men det lykkedes heller ikke. Til sidst var der ikke andet at gøre: Nødskærmen måtte frem. Hun hev i håndtaget, der skulle få den til at ryge ud. Ingenting! Absolut ingenting. Hun var ude af stand til at få den livsnødvendige nødskærm rykket ud. Og samtidig blev hun slynget hurtigere og hurtigere rundt under den forbandede paraglider. Til sidst blev hun enig med sig selv om, at det nok ikke ville gøre så ondt at ramme jorden. Derefter lukkede hun øjnene og forsvandt. I dag er Louise Crandal ti år ældre, mere erfaren og i besiddelse af en pæn række titler inden for sin sport. Hun kan blandt andet kalde sig verdens bedste kvindelige paragliderpilot. Men det er nu ikke noget, hun gør så tit. Faktisk gemmer hun lidt på det, og selv ikke et ransagende blik rundt i hendes lejlighed afslører noget om kvindens bedrifter. Ikke én medalje, ikke én pokal, intet. End ikke en bog om sporten har hun sat frem til skue, medmindre man regner "Rovfuglene og mennesket" med under den kategori, hvilket man nok skal passe på med. - Næh... Hun ser sig omkring. Lidt overrasket. - Det har jeg faktisk ikke. Alle præmierne er pakket ned. Men hun bor også kun til fremleje og har ikke pakket alle sine ting ud. Ikke at det gør nogen forskel, for de ville nok ikke komme frem alligevel. Det ville i hvert fald kun være de pæneste. - For jeg ER jo jyde, smiler hun. Det er risikoen værd Hun måtte være blevet fanget af træernes grene på vej ned. I hvert fald var hun heldig. Det kostede hende kun en massiv omgang tæsk og nogle brækkede ribben. Samt en uges tid på hospitalet. Og dog... Det kostede også drømmen. Hun må pludselig se i øjnene, at hun aldrig kommer til at flyve som fuglene. Ja, at hun måske aldrig kommer til at flyve igen. For hvordan skal hun kunne forsvare over for sig selv at sætte livet på spil? Samtidig må hun se i øjnene, at luften hverken er så blid eller rolig, som det ellers kan se ud, når man står nede på jorden. Der er turbulens, pludselige vindstød, varm opdrift og uro. Det er hårdt arbejde at flyve paraglider. Men på den anden side skyldtes uheldet jo kun, at hun lavede for mange fejl på én gang. Hun havde fløjet under nogle forhold, der var hårdere, end hun kunne klare. Hun havde ikke tjekket sit udstyr ordentligt. Det ville ikke ske to gange. Hun måtte op i luften igen! Op til fuglene og friheden. - Jeg har hørt kommentarer som "hold kæft, hvor er du sindssyg!", og set udefra kan jeg også godt forstå, at det kan virke sådan. Louise Crandal holder en kort tænkepause. - Men jeg har gjort op med mig selv for mange år siden, at det er risikoen værd. - Jeg har affundet mig med faren og har accepteret den. Hun ser roligt frem for sig. Drikker lidt af sin kaffekop og ligner egentlig ikke typen, der ville sige de ting, hun lige har sagt. Hun ligner mere den universitetsstuderende, som hun er ved siden af sin sport. Afslappet, svagt smilende. De blå øjne udstråler ikke nogen speciel fandenivoldskhed. - Men det er også en kalkuleret risiko, tilføjer hun. - Min sikkerhedsmargin er blevet større. Jeg vælger de konkurrencer, hvor det også handler om taktik, frem for dem, hvor det kun handler om at flyve hurtigt. Og så ved jeg, hvor jeg ikke vil flyve. For eksempel er der konkurrencer i Schweiz, hvor jeg ved, at luften er meget voldsom, og dem holder jeg mig fra. Hellere dø på den måde Men ulykkerne vil altid lure i luften. Og det er ikke engang et år siden, at den meget erfarne, dygtige og - i øvrigt - forsigtige pilot, Henrik Jensen, mistede livet i Sloveniens alper. Hans skærm kollapsede, foldede sig ud og kollapsede igen. Linerne snoede sig. Han fløj pludselig baglæns. Henrik Jensen var en af Louise Crandals bedste venner og en fast bestanddel af turene rundt til alverdens konkurrencer. Han nåede kun lige at kaste sin nødskærm, men da var det for sent. Han var 39 år, da han ramte jorden. Det var et chok. Og man fornemmer stadig sorgen i hendes stemme, når Louise Crandal skal berøre emnet: - Det har været et hårdt år, lyder det stille. - Man kan lære at leve med det, men man kommer nok aldrig over det. Alligevel flyver hun stadig. Lige så beslutsomt som hun tømmer sin kaffekop. - Hellere tage en risiko og leve end bare at køre derudaf i ensformighed og leverpostej til knæene. - Og hellere dø på den måde end ved at blive kørt over af en bil, tilføjer hun. Men hun ligner stadigvæk ikke én, der ville sige de ting. Man er bare nødt til at vide, at hun mener dem. Ligesom man bare er nødt til at vide, at man taler med den kvindelige verdensmester og en af verdens bedste paragliderpiloter - også selvom man tæller mændene med. Hun har fløjet med fuglene. Hun har næsten fløjet SOM fuglene. Og hun har truffet sin beslutning: - Jeg vil gerne selv stå af på den måde. Kun med en enkelt tilføjelse: - Men det må gerne tage nogle år. Fakta: Louise Crandal er født den 31. maj 1970 i Langholt ved Aalborg. Hun bor i dag i København og læser journalistik på Roskilde Universitetscenter. Samtidig deltager hun, med støtte fra Team Danmark, i konkurrencer rundt om i verden. Louise Crandal begyndte at flyve paraglider i 1992 og deltog i sin første konkurrence i 1995. Siden er det blevet til adskillige titler indenfor sporten, og i 2001 nåede hun sit foreløbige højdepunkt med titlen som kvindelig verdensmester. For tiden er Louise Crandal i øvrigt hovedperson i Coca-Cola Lights tv- og biografreklamer, ligesom hun netop har udgivet bogen "At flyve med fugle" fra forlaget Aschehoug.