Fuglsang efter kaos: Det var rimelig roligt

Astana og Jakob Fuglsang nåede ikke at opfatte en historisk kaosfinale i Touren, da en bus blokerede målet.

Fuglsang efter kaos: Det var rimelig roligt

Kaos herskede i målområdet på Tourens 1. etape, da en bus kørte fast under målporten og sad urokkeligt fast, mens rytterne nærmede sig stregen i høj fart mindre end fem kilometer derfra.

Men set med danske Jakob Fuglsangs øjne var det en relativt rolig dag.

- Busforvirringen oplevede vi først, da vi kom i mål. Vores radioer gik i stykker i forbindelse med styrtet, så vi hørte intet.

- I forhold til at det var 1. etape i Tour de France, så var det egentlig rimelig roligt. Der blev ikke kørt så stærkt, siger Jakob Fuglsang.

Den danske kaptajn på Astana fik ingen meldinger om den fastklemte bus og den truck, som tonsede rundt for skabe orden i kaos.

At arrangørerne nåede at flytte målstregen frem til tre kilometer-mærket og tilbage igen, fik han heller ingen informationer om.

- Det er lidt foruroligende, at det kan ske, og jeg forstår ikke, hvorfor en bus ikke kan komme hurtigere frem til målstregen, end vi kan, siger Fuglsang.

I finalen skete flere styrt og særligt et større et af slagsen med fem kilometer til målstregen satte en række ryttere tilbage, blandt dem Alberto Contador. Men arrangørerne endte med at notere samme tid for alle.

- Det sker omkring fem kilometer-mærket, og jeg sidder sådan, at jeg lige akkurat får revet cyklen uden om de styrtede ryttere med den ene fod ude af pedalen.

- Jeg har så min holdkammerat Enrico Gasparotto, og han hjælper mig frem til feltet med Chris Froome og de andre.

- I sidste ende havde det været rart, hvis vores reelle tid var gældende, men det lyder til, at vi alle får noteret samme tid, siger Jakob Fuglsang.

Tyskeren Marcel Kittel vandt 1. etape foran norske Alexander Kristoff.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.