Fuglsang er stolt af måden han vandt på

Cykelrytteren Jakob Fuglsang glæder sig over, at sejren i Østrig Rundt blev sikret efter en etapesejr.

Fuglsang er stolt af måden han vandt på

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang er en glad mand efter at have vundet etapeløbet Østrig Rundt.

Og det faktum, at Fuglsang kan fejre triumfen efter at være kørt alene i mål på løbets kongeetape til Alpendorf (4. etape) med over ét minut ned til nummer to, gør blot sejren endnu mere tilfredsstillende.

- Det er især fedt, fordi jeg ikke vinder efter at have siddet på hjul, men efter at have taget en etapesejr.

- Det er altid bedre, og det er første gang, jeg kører så langt udefra og holder hjem, siger Fuglsang og takker Radioschack-Nissan-holdets andre ryttere.

- Siden jeg tog trøjen, har holdet virkelig arbejdet hårdt og gjort det let for mig.

- Jeg gjorde, hvad jeg skulle under enkeltstarten, og så hjalp holdet mig med resten, siger Fuglsang med henvisning til lørdagens enkeltstart, hvor Fuglsang blev nummer 12 og formåede at holde sine nærmeste konkurrenter bag sig.

- Det beviser endnu engang, at formen er god, siger den 27-årige silkeborgenser, der ikke var udtaget til årets Tour de France af sit hold som en reaktion på, at han offentligt havde talt om at forlade Radioshack-Nissan i næste sæson.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have været med i Frankrig. Det er der ingen tvivl om. Men jeg har affundet mig med det og må se frem mod nye mål, og det er det, jeg viser, at jeg har formået meget hurtigt, siger han.

Ud over den glippede Tour får Fuglsang heller ikke lov til at køre flere World Tour-løb denne sæson for Radioshack-Nissan.

- Johan Bruyneel (sportsdirektør for Radioschack-Nissan-holdet, red.) har jo troet, at jeg allerede havde skrevet under på kontrakter og alt muligt, siger Fuglsang.

- Jeg har ikke følt, at jeg skulle bevise noget over for cheferne. Men det er måske alligevel et signal om, at jeg vil yde 100 procent for holdet, siger rytteren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.