Fuglsang forhandler med Team Saxo Bank

Den 27-årige Radioshack-rytter har været i kontakt med Team Saxo Bank omkring en kontrakt for næste sæson.

Fuglsang forhandler med Team Saxo Bank

Jakob Fuglsang kan være på vej mod et comeback hos Bjarne Riis og Team Saxo Bank.

Den 27-årige rytter, der i øjeblikket kører for Radioshack-Nissan, fortæller, at hans manager er i forhandlinger med det danske cykelhold, som han kørte for frem til udgangen af 2010.

- Min manager har snakket med Bjarne. Det ser ikke dumt ud i forhold til, at det kan blive til noget, men der er også andre tilbud, som ser interessante ud, siger Jakob Fuglsang til Jyllands-Posten.

Danskeren har forlængst meldt ud, at han agter at søge væk fra Radioshack-Nissan, når hans kontrakt udløber efter den igangværende sæson.

Men først til august må Fuglsang skrive under med et nyt hold.

- Det kan stadig glippe, så jeg vil ikke sige for meget. Det skal være på de rigtige præmisser, og jeg skal vide, hvad Bjarne har af idé for sit hold, fortæller Fuglsang, der er blevet en anelse klemt blandt de mange kaptajner på Radioshack-Nissan.

- Det nytter ikke noget, hvis han også hiver fire nye kaptajner ind, for så havner jeg i samme situation som nu. Det er også en ting, som skal med i overvejelserne, forklarer han.

Team Saxo Banks pressechef, Anders Damgaard, bekræfter, at cykelholdet er interesseret i Fuglsang.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi synes, at Jakob er en fantastisk rytter, og derfor er han selvfølgelig en rytter, der kunne være interessant for vores hold, hvis han har lyst til at vende tilbage.

- Af samme grund har vi forhørt os om hans tanker for fremtiden. Men mere konkret er det ikke på nuværende tidspunkt, siger Damgaard til Jyllands-Posten.

/ritzau/