Fugt i væggen - på med vanten

11. marts 2007 05:00

? Jeg skriver til dig i håb om, at du kan hjælpe os med et godt råd i forbindelse med fugtproblemer. Du skrev for nyligt, at tjæren, som man giver en sokkel, vil opløses efter nogle år. Vores sokkel har netop fået tjære, og i vores kælder skaller malingen af (plasticmaling), og der dannes krystaller på muren. Desuden har vi en nedsænket stue, hvor der også er fugt på den ene væg, som ligger under niveau. Hvordan kan vi få en tør kælder? Vi vil ikke ret gerne til at grave ud ved soklen for at behandle den udvendigt, da vores hus desværre har sætningsskader, og vi kan derfor frygte, at der yderligre vil ske noget, hvis vi begynder at grave soklen fri. Bodil Jacobsen !Kære Bodil Jacobsen - dybest i din sjæl ved du udmærket, hvad I bør gøre: Grave op og få tætnet væg og sokkel udefra. Har jeg ret, eller har jeg ret? Det KAN lade sig gøre at løse problemet indefra - man kan så at sige spærre fugten ude i væggen ved hjælp af kemi og en særlig type puds, men det er kompliceret, arbejdskrævende og der er efter min mening større risiko for, at det ikke virker helt efter hensigten. Så der er ikke tvivl i mit sind om, at den rette løsning består i at grave op, reparere og imprægnere sokkel og væg - anbringe en drænplade udenpå væggen og en drænslange i bunden af renden, før den kastes til igen. Så får I ikke bare en væg, som er tør på indersiden, men tør hele vejen igennem - og sådan bør det være. Men I er nervøse for, om huset kan tåle mosten - at det måske skrider eller sætter sig yderligere, hvis I graver soklen fri. Når jeg ikke med egne øjne har set huset, kan jeg jo ikke bare påstå, at der ikke er en risiko - men det ville da undre mig en del: Soklen hviler på bunden af en rende, og I skal ikke grave ind under soklen, men kun ned langs siden - et pænt sykke under gulvniveau, men ikke helt ned til bunden. Medmindre bygmesteren helt har glemt at putte cement i betonen, burde der altså ikke være nogen risiko for, at soklen skrider - og i forhold til de sætninger, der allerede er, vil opgravningen hverken gøre fra eller til. Det er min vurdering - men det er ingen garanti, og hvis I vil være helt sikre, så tilkald en rådgivende ingeniør. Han er meget klogere end mig, han har en forsikring, og jeg tror ikke, at det vil koste meget over et par tusinde at få et kort besøg. Iøvrigt vil jeg mene, at der under alle forhold skal graves fri omkring sætningsskaderne, så revnerne kan blive ordnet. Ellers vil der helt givet trænge vand ind her - det giver ikke bare fugt på indersiden, men i hele væggen, og dermed vil murværket samlet set få en kort levetid. Kære Bodil Jacobsen - slå op i telefonbogen under “ingeniører” - du vil opdage, at der er så mange, at man kan fodre grise med dem, og det skulle være underligt, om der ikke er et lille firma i nærheden af dig. Spørg hvad det vil koste at få en hurtigt vurdering - de er som regel ganske flinke folk og har endda for vane at vide, hvad de snakker om. De penge vil være godt givet ud. Kjeld Bjerre

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...