Løgstør

Fugt truer Hessels indbo

Konservatorer hjælper med at forlænge levetiden for bøger, møbler, tekstiler og vogne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

GAMLE BØGER skal renoveres med største omhu. Lisbeth Præstegaard Jensen er specialist i bevaring af fotos, papir og bøger og har brugt to dage på at pleje Hessels fine, lille bibliotek.

Ved første øjekast ser det lille bibliotek i Herregården Hessels stuehus nydeligt ud. Men bag bogreolerne har mug og svamp gode vækstbetingelser på de kolde, klamme mure. Stuehuset er faktisk alt for fugtigt til at være velegnet som museum, men budgettet har hidtil ikke rakt til et ordentligt klimaanlæg. På en lun, solbeskinnet majdag viser måleren, at luftfugtigheden i biblioteket er 65 procent. Om vinteren kan luftfugtigheden nå op over 80 procent. - Den skal helst ned på cirka 55 procent. Mug gror ved en fugtighed på over 60 procent, siger konservator Lisbeth Præstegaard Jensen fra Bevaringscenter Nordjylland. Hun er en af de konservatorer, som i det forløbne halve år har lagt nogle timer på Hessel. Limfjordsmuseet, der havde ansvaret for Hessel i 2007 og frem til marts i år, forærede 300 konservatortimer til den gamle herregård, hvis samlinger trænger langt mere til den slags hjælp end Limfjordsmuseets egne. - Vi har virkelig lært noget af at have konservatorerne på besøg, siger Karen-Louise Smidth tilfreds. Hun glæder sig meget over, at der således er kommet fokus på, at Hessel er et museum med nogle værdifulde, autentiske samlinger og ikke blot et oplevelsescenter. Af Ida Smith- ida.smith@nordjyske.dk