Fugtproblemer i lejlighed bekymrer gravid mor

Nyttesløst at sanere fugtramte lejligheder

Allergi 19. marts 2003 07:00

HJØRRING: Toilettet mangler en dør, så fred på det lille hus er noget, man må drømme sig til, når man skal besørge. I stuen er tapetet skallet af cirka 50 centimeteter op af ydervæggen på grund af fugt. Det er blot nogle af de forhold, som beboerne i lejligheden i stuen i Østergade 18 er utilfredse med. Da Majbritt Frederiksen, hendes kæreste og to børn flyttede ind i lejligheden maj sidste år, var de opmærksomme på de fugtproblemer, som var i lejligheden. Men eftersom udlejer Kaj Arend Hansen lovede at bringe de forhold i orden, havde beboerne ikke umiddelbart nogen betænkeligheder ved at flytte ind i lejligheden. De betænkeligheder er dog til stede nu. For her 10 måneder efter er problemerne der stadig, selv om de gentagne gange har henvendt sig til udlejer Kaj Arend Hansen. - Man har ikke lyst til at bo i sådan en lejlighed, for sådan skal den ikke se ud. Der skal ikke være fugt, og hvis jeg nu havde haft børn med allergi eller astma kunne vi slet ikke bo her, siger Majbritt Frederiksen. Velbegrundet bekymring Hver måned betaler familien 3.900 kroner i husleje - dertil kommer 800 kroner til varme og 400 kroner til vand. Problemet med den manglende toiletdør har familien lært at leve med, og man har valgt at gribe det an på den humoristiske måde. Derfor bliver der snakket med børnene i det tilstødende værelse, når man nu skal. Det er mere hjemmets gæster, der har lidt svært ved det manglende privatliv. Men det der vækker større bekymring hos den vordende mor er fugten: - Vi ved jo ikke, om der er noget skjult bag fugten og svampen, som vi eventuelt indånder sporene fra, og jeg er godt klar over, at det kan være med til at til at give astma og bronkitis. Derfor har jeg heller ikke lyst til at få et lille barn ind i sådan en lejlighed som den her, siger Majbritt Frederiksen. Og ifølge socialrådgiver på Hjørring Sygehus, Jane Brønnum er Majbritt Frederiksens bekymring velbegrundet. I de seneste 18 år har hun beskæftiget sig med allergi hos børn, og hun kommer ind i billedet i det øjeblik et barn får konstateret enten husstøvmide- eller skimmelsvampeallergi. Derefter tager hun på hjemmebesøg for at finde ud af, hvad der skal ske for at skabe et bedre indeklima i lejligheden. Vi viste hende billeder fra de fugtramte lejligheder for at høre hendes holdning. - Der er ikke lavet nogen undersøgelser, der viser, at man bliver direkte syg, eller at man får allergi at at bo i sådan en lejlighed, men hvis man er disponeret for at få allergi eller for at have luftvejsproblemer, så vil det ikke være anbefalelsesværdigt at bo der, siger Jane Brønnum. Hvis hun var blevet tilknyttet denne familie og skulle komme med forslag til sanering, er hun ikke tvivl om, hvad hendes råd ville være: - Ud fra billederne af dømme er der ikke noget at gøre. Det er nyttesløst at foretage sanering, fordi lejligheden er i så dårlig stand, siger Jane Brønnum. Udlejer Kaj Arend Hansen ønsker fortsat ikke at kommentere forholdene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...