Fugtskader holder ældre i venteposition

Beboerne på Plejehjemmet Rosengården i Jerslev havde forventet at flytte i de nyrenoverede bygninger i august - nu går der mindst halvanden måned mere, inden de kan flytte ind.

Nye prøver viser, at der stadig er fugt i væggene på plejehjemmet Rosengården i Jerslev. Byggeriet er i forvejen forsinket på grund af skimmelsvamp i kælderen, og nu skal de ældre igen væbne sig med tålmodighed. Brønderslev Kommune valgte at bevare dele af det gamle plejehjem blandt andet kælderen og nogle vægge, da Rosengården skulle ombygges. Det er de gamle vægge, som nu er ramt af fugt. Direktør for sundhed og omsorg i Brønderslev Kommune, Henrik Aarup-Kristensen, oplyser, at man nu har pillet væv af væggene for at starte udtørringen. Den proces tager omkring tre uger, og derefter skal der laves nye prøver. - Vi har ikke sat en ny dato for indflytningen, for det tør vi ikke. Men der går minimum en måned, inden vi kan begynde at snakke om datoer, fortæller Henrik Aarup-Kristensen. Brønderslev Kommune vil nu have juridisk bistand i forhold til at få placeret ansvaret for fugtskaderne. Det er endnu ikke klart, om fugtskaderne er opstået som følge af dårlig tildækning under byggeriet eller fra den skimmelsvampsramte kælder. Brønderslev Kommune arbejder nu på at sikre, at ingen ældre kommer i klemme på grund af forsinkelserne. De har indtil videre været i kontakt med en, der har opsagt sin lejlighed i den tro, at han skulle flytte på Rosengården. Man har sikret, han kan blive boende, indtil plejehjemmet er fri for fugtskader.