Fuld 70-årig stjal taxi og slog chauffør

Uenighed om kvitteringen for en taxitur udviklede sig til en usædvanlig episode i Charlottenlund.

Fuld 70-årig stjal taxi og slog chauffør

Taxichauffører må nogle gange stå model til lidt af hvert, men en episode torsdag aften i Charlottenlund hører til de mere usædvanlige.

Et ældre par var netop blevet transporteret frem til bopælen, da parret kom op at diskutere med chaufføren om kvitteringen for kørslen.

- Den 70-årige mand ønskede, at de 15 kroner i drikkepenge også stod på kvitteringen, fortæller vagtchef Søren Bjørnestad i Nordsjællands Politi.

Chaufføren var ikke enig og begyndte at køre, men både mand og kone reagerede ved at løbe efter hyrevognen.

Under forfølgelsen snublede kvinden, og det fik chaufføren til at standse op.

Han gik ud for at hjælpe hende på benene igen, men det fik han ikke tak for.

- Manden slog chaufføren og satte sig ind i taxien og begyndte at køre væk fra både chaufføren og sin hustru, oplyser politiets vagtchef. Særlig lang blev turen dog ikke.

Politiet blev blandet ind i sagen, og den 70-årige blev skønnet til at være beruset.

Under afhøringen på politistationen blev han sigtet for flere lovovertrædelser: Vold, spirituskørsel og brugstyveri.

Kvittering eller ej - regningen for en aften i byen tegner dermed til at blive langt større end forventet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.