EMNER

Fuld damp gennem Rosendal

Et fantom af en råbuk forbi ydmyg dansk jæger i tårn

Solen varmer Rosendal-passet, allerede da den står op. Dis, som lukkede udsigten, drives op mellem graner og fyr. For en halv time siden støjede en formodet buk med dyb røst 100 beter bag tårnet, som svenskerne kalder enhver skydeplatform. Høje er de sjældent, men passende for skudchancen. I Gripenberg-skovene ved Tranås, delt af grænsen mellem Öster Götlands og Jönköpings len, har jagttårnene stået i årtier og justeres/efterses årligt før sæsonen. Jeg sidder også godt på stol og under tag. Har lang smal udsigt, som dog for bukkechancen vedkommende fordrer, at rødbrun sommerpels vil afsløre rå eller buk i vegetationen. Spædende om de store vil røre på sig – hvis nu brunsttiden er forbi til 16. august. Der er ingenting så stille som sne, hedder det, men her er stilheden næsten omklamrende. Midt i store skove. Om ørene har jeg det forunderlige begreb, som kunne hedde lyden af ingenting. Fem minutter over halv seks var bukkens bøv derfor voldsomme. Uden mindste vind fastslog jeg for mig selv, at det umuligt kunne være min fært, han skældte ud over, og selv mærkede jeg kun kaffeduft fra rygsækken. Jeg greb mig i at blunde et sekund. Så flængede han luften igen med sit ræb. Lidt nærmere end før, men stadig uden for zonen om tårnet. Et fjernt skud skulle ligesom vække mine sanser, så jeg begyndte med håndkikkerten igen. Op og ned. Langt udefra og ind. Roligt på tværs af det berømte pas, som skulle være mig ærefuldt tildelt – uden om lodtrækning. - Bra för båda bock och elg, havde jagtlederen sagt og løftet pegefingeren betydningsfuldt. Han undrer sig tydeligt, da jeg ved jagthuset må fortælle, at det kun blev til lyden fra råvildt. Anbefalingen går på, at jeg holder stand, også når vi med nåle på et kort markerer vore poster til aftenjagten. Noget flyver forbi - Senere end 20.30 kan du ikke se meget i skoven, siger makker, da han slipper mig ind ad vejen mod Rosendal-passet. Og så er man alene med sine tanker igen. Med fantasien om medaljebukken. Med overvejelser i retning af i morgen at plukke de tyttebær, jeg træder i på stien til tårnet. Alt på plads. Alt stille. Lang tids spejden. Så sker der noget: Et dyr suser i ufattelig fart over lysningen foran. Måske kun 60 meter væk. En rå! Trods stilheden hører jeg ikke hendes spring. Ser hende bare stryge forbi, som om hun fløj. Så vågner man. Springer op med riflen klar. Nu kommer han vel? Og det gør han. Lige så lydløst i sin forfølgelse som råen i sin flugt. Lige så utrolig hurtigt. At han dog ikke falder i det stenede, hullede og græsbegroede Terræn. Hvis han stopper i hullet til venstre, lige før de store graner, er han dødsens. Jeg er klar. Og han stopper minsandten. Blot en halv meter for tidligt, så han står sløret bag en birk. Jeg kan næsten sende kuglen. Men nej. Han er for utydelig. Opsatsen synligt imponerende. Og så er han væk. Forsvundet uden at jeg ser det. Væk i sin jagt og sin drøm om damen. Den aften er jeg ikke i tvivl om, at jeg skal blive på samme sted. Også næste morgen. Supergodt men svært Lidt over kl. 5 morgenandagt igen. Lydløs indstigning i tårnet. Forsigtig placering af radio og smågrej. To lydløse timer nu – uden bøv eller jagt. Man bliver optaget af detaljer. To sortmejser, eksempelvis, som snerrende undersøger det mærkelige væsen i tårnstolen. Med kikkerten besigtiger jeg tyttebærrene og deres modning. Der er god tid til lidt kaffe. Et par skud langt væk markerer, at sæsonen er åbnet, nu på anden dag. Men råvildtet hviler. Eller jager et andet sted. De vilde spring går døgnet igennem over et stort område. Ved jagthuset beretter således en af svenskerne om en buk, der påfaldende ligner min. Helt ovre ved gruslandevejen. Ingen af de fem morgenduelige har afgivet skud, men set gode bukke. Terrænet er super. Opgaven vanskelig. Tungen ud af halsen Så bliver det min sidste aften. På plads igen i Rosendal-passet. Jeg kender snart observationsfeltet. De enkelte buske. Den mystiske sorte klump 150 meter ude, som nok er en sten, men minder om et ansigt med skarp profil og skæv hat. Pludselig sker der noget. Det lyder, som om en stor hund styrter ned ad vejen med tungen ud af halsen. Lyden kommer nærmere. En voldsom pusten. Nu stryger noget forbi 30 meter neden for tårnet. Det er brudeparret. Bukken igen efter råen. Jeg ser hans opsats i et glimt, men ellers er de skjult i træerne. Er borte som en røg. Blæsebælgen går på begge, til de er uden for hørevidde. Igen må jeg konstatere, at jeg aldrig under jagt har været så tæt på dette spil. Jagtsæsonen i Sverige starter i brunstens sidste fase, eller når den er overstået. Guldbukkens ræs reddede ham i dette tilfælde, og skønt jeg må kapitulere og erkende, at dette var min sidste aften, fyldes jeg af respekt for dette svenske show. Jeg fik ham ikke. Sådan skulle det være, og det er givet, at sådan fortjente han det. Et sted langt ude og bag den ansigtslignende sten nåede han måske sit mål. For hans maraton ender jo med lykke. Også hendes. Inden for Gripenbergs vistnok 20.000 hektar kunne der tages mange bryllupsbillede. Hvis parrene dog ville dæmpe sig en smule.