Fuld damp på temperamentet

23-årig mand dømt for knytnæveslag - offer fik brud på krageben og missede Slade-koncert

HIRTSHALS:En 23-årig mand fra Hirtshals skal holde sig på dydens smalle sti det næste års tid. Fredag modtog han nemlig en betinget dom på 40 dages fængsel med et års prøvetid. Årsagen var, at han 13. april ved 19-tiden havde uddelt øretæver, nærmere bestemt to knytnæveslag, til en anden ung mand fra Hirtshals-området. Episoden udspillede sig ved Færgekroen i Hirtshals, og den tiltalte erkendte, at han var noget beruset, da han fik øje på offeret. Spredt rygter Den 23-årige begrundede volden med, at offeret havde spredt rygter om, at hans kæreste havde været sammen med andre, når han selv var taget på arbejde. - Det gik over gevind, men jeg er ellers ikke den voldelige type, lød det fra den tiltalte, som fastholdt, at det kun var blevet til to knytnæveslag, selv om offeret mente, at han også var blevet sparket - og i øvrigt afviste, at han havde spredt rygter. Forsvareren til den 23-årige påpegede, at offeret måtte have fået bruddet på kravebenet, da han blev fældet af knytnæveslagene. Måtte aflyse Slade Af lægeattesterne fremgik det endvidere, at offeret havde sår og blodsamlinger i ansigtet - og så måtte han i øvrigt aflyse den Slade-koncert, som han skulle have været til senere samme aften i Hjørring. Det var blandt andet de gode personlige forhold - blandt andet fast arbejde, og at den 23-årige aldrig tidligere er straffet - der resulterede i en relativ mild, betinget dom. Den 23-årige blev også dømt til at betale omkring 5000 kroner i svie og smerte samt erstatning for et ur og mobiltelefon, der havde lidt overlast ved volds-episoden.