Fuld drøn på e-sport

Brundur East åbnede lørdag op for de nye e-sports træningslokaler under ØBI

Kristian Gull Pedersen
Brundur East er Øster Brønderslev Idrætsforenings nye e-sportsafdeling. Lørdag afholdte de åbent hus i deres nye træningslokaler på Elmevej 122, og der var fuldt hus hele dagen.Foto: Kurt Bering
7. oktober 2018 11:30

ØSTER BRØNDERSLEV: Lørdag havde Øster Brønderslev Idrætsforening åbent hus på de nye lokaler til deres e-sportsafdeling Brundur East på Elmevej 122.

- Det er gået over al forventning. Der har været fuld drøn på hele dagen, og der har været rigtig mange forbi for at se lokalerne, siger initiativtager Bent Jensen.

Brundur East har i øjeblikket fokus på spillet Counter- Strike: Go, der er et holdbaseret skydespil.

En træner er tilknyttet spillet, og det er indtil videre det eneste spil, men flere kan komme til.

- Det er kun Counter-Strike lige nu, da vi skal have en træner for hvert spil, der kan finde ud af det. Men der er ikke noget i vejen for, at vi kan kaste os over eksempelvis Fortnite senere, hvis vi kan finde en, der kan stå for det, siger Bent Jensen.

Opstart efter efterårsferien

Gårsdagens åbent-hus gav de unge mulighed for at tilmelde sig, og de er efterhånden ved at have samlet en god flok medlemmer.

- Vi har haft online tilmelding noget tid, og vi er oppe på omkring 30 tilmeldte. Vi går fra i næste uge i gang med at sætte holdene sammen, når vi har fået et overblik over spillerne, deres alder og evner. Vi satser på, at vi kan starte træning op kort tid efter efterårsferien, siger Bent Jensen.

For at komme med i klubben er der heller ikke nogle særlige krav, og endnu flere må gerne melde sig på banen.

- Vi har ikke sat nogen alderskrav på. De fleste tilmeldte lige nu er omkring de 11-12 år, men der er også yngre og ældre spillere. Vi går mest af alt efter, at man skal kunne sidde stille og tage imod beskeder under træninger, og så er man velkommen, siger Bent Jensen.

Det har ikke været billigt at indkøbe udstyr og gøre faciliteterne klar. Holdet bag Brundur East sætter derfor stor pris på den hjælp, de har fået af de lokale fonde til at finansiere e-sportsafdelingen.

- Der har været et rigtig positivt forløb op til nu, og der har været en rigtig god velvilje fra de lokale fonde. Det er gået meget nemmere, end vi havde turdet håbe på.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...