Fuld drøn på netsalg af fødevarer

Hjemmeside med salg af landbrugsvarer vokser hastigt og giver travlhed i Fjerritslev

FJERRITSLEV:Det kan godt lade sig gøre at få danskere til at købe fødevarer via internettet. Det konstaterer adm. dir. Henrik Mølholm fra Fjerritslev-firmaet ecologinet.dk, hvor de i alt seks ansatte har travlt i øjeblikket. Firmaet gik i 2002 i samarbejde med Dansk Familielandbrug om en ny internetportal, www.landkoeb.dk, og den er fungerer nu optimalt. Dagligt er der op til 400 kunder, der på denne måde springer et forhandlerled over og i stedet køber direkte hos den enkelte landmand. Det er ikke kun økologiske varer som på ecologinet.dk. Samarbejdet med familielandbruget åbnede op for alle landmænd, og derfor er der nu over 200 producenter på www.landkoeb.dk. Og flere kommer til. Mange har blot ventet på fusionen mellem Dansk Familielandbrug og landboforeningerne, som nu er en realitet under navnet Dansk Landbrug. Henrik Mølholm regner med en aftale med Dansk Landbrug, hvor prisen for den enkelte landmand for at sælge via www.landkoeb.dk vil fremgå, og så vil der for alvor komme mange producenter med. - Hvor vi får havde et kundegrundlag på 8.000, får vi nu et kundegrundlag på 40.000 under Dansk Landbrug, siger Henrik Mølholm og lader dermed tallene tale sin tydelige sprog. Et større udbud vil betyde flere kunder, og Henrik Mølholm regner mindst med en fordobling af antallet af daglige besøgende på internetportalen. Hjemmesiden med økologiske varer, der var starten for firmaet Ecologinet, eksisterer stadig, men alle producenter er blevet tilbudt at flytte med over på landkoeb.dk, hvilket stort set alle har taget imod. Landkoeb.dk er indrettet så smart, at kunden kan vælge kun at benytte økologiske producenter, og derfor er den nye hjemmeside lige så overskuelig. Teknisk set er den nye hjemmeside praktisk indrettet. En landmand, der vil sælge en vare på internettet, kan selv opdatere med udbuddet af varer, billeder og så videre. Kunden kan søge på varer og producenter, og når der bestilles varer, lægges de i en "indkøbskurv", der kan ses på skærmen. En tredjedel af producenterne leverer varerne til døren, mens resten benytter sig af gårdbutikker, hvor kunden selv henter dem. Det varer endnu et stykke tid, inden der kan betales med dankort på www.landkoeb.dk. - Vi vurderer, at mange ikke er parate til det endnu. Det vigtigste har været at få forbrugerne vænnet til at købe fødevarer på nettet. Det er jo ikke det samme som at gå i supermarkedet og mærke på varerne, siger Henrik Mølholm. Tilbagemeldingerne fra kunderne har været positive. Kvaliteten lever op til deres krav, og så spares der penge, fordi der springes et forhandlerled over.