Medievirksomhed

Fuld fart frem

Jørgen la Cour-Harbo, redaktionschef, Hestebakken 9, Nibe, fylder lørdag 60 år.

Redaktionschef Jørgen la Cour-Harbo, fylder lørdag 60 år.

Redaktionschef Jørgen la Cour-Harbo, fylder lørdag 60 år.

la Cour - som navnet begrænses til i det daglige på arbejdspladsen, NORDJYSKE Medier, runder det skarpe hjørne uden ansats til bløde landinger. Al gang foregår i hurtigt, målrettet tempo, cyklen er i racergear, møder skæres skarpt, og planer er til for at blive overholdt. Ikke uvæsentligt, når man har til opgave at holde styr på daglig produktion i et moderne mediehus, hvor udviklingen løber hurtigt, og præcision er en efterspurgt vare. la Cour, der er født og opvokset på godset Overgaard ved Hadsund, hvor hans far var overforvalter, kom til daværende Aalborg Stifstidende i 1976 fra Randers Dagblad. Her rundede han elevtiden af som lokalredaktør i Purhus og Langaa kommuner. På Aalborg Stiftstidende var det også lokalstoffet, der trak. La Cour fik hurtigt ansvaret for avisens redaktioner syd for fjorden og bidrog selv flittigt med lokalt nyt fra familiens eget lokalområde, Nibe. I 1988 blev la Cour udnævnt til redaktionschef. Den tekniske side af medieproduktionen med udvikling af nye systemer og teknikker har gennem alle årene præget hans indsats. Senest har han spillet en central rolle i den store omlægning af NORDJYSKE Stiftstidende fra det store til det lille format med alle de tekniske og designmæssige ændringer, det har krævet. Skriveriet er dog ikke helt lagt på hylden. Gyldne dråber på flaske - først og fremmest vinen - er en passion, der gennem årene har udmøntet sig i et betragteligt antal både nyttige og fornøjelige artikler. Senere også i indslag på NORDJYSKES tv-kanal, 24NORDJYSKE. Men selv om arbejdet fylder meget i la Cours verden, så er der en stor plads til familien, hans hustru Anna, deres datter og to sønner, og nu også tre børnebørn. Plus den nødvendige plads til det med jagten, jagthornet, det gode samvær. Og, nu vi er ved det: Så er der også det med flyvemaskinerne. Lidt af en passion, selv om hans egen licens kun rækker til de små med radiostyring. Esse