Norge

Fuld fart over ungdomsklubben

Og der er plads til endnu flere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Liva (t.h.) havde fødselsdag forleden, og det blev selvfølgelig fejret med lagkage. Her er Liva sammen med Julie.Privatfoto

SINDAL:I Dragehuset på Baggesvognsvej 1 i Sindal ligger Sindal Ungdomsklub. Stedet er et tilbud til alle unge i Sindal og omegn fra 7. klasse til de bliver 18 år, og her er åbent hver onsdag og søndag kl. 18.30-21.30.

Alene i september har der været gang i indretning af lokalerne, kanotur og forleden blev klubbens nye klubråd valgt.
- Klubrådet består af elever, der har ideer og som er villige til at stille op og gøre en forskel i klubben. De er med til at bestemme, hvad vi skal lave af aktiviteter, og hvad der skal anskaffes til klubben af sjove spil og ting, fortæller Bettina Hägele fra Sindal Ungdomsklub.
- De er også med til at bestemme, hvilke film vi skal se på Bionatten, som er en nat i Hjørring Biocenter, hvor vi ser film fra kl. 23 til kl. 7 om morgenen, tilføjer hun.

Årlig tur til Norge

Klubaftenerne i Sindal Ungdomsklub består af hygge, samvær, fællesspisning og meget andet.

- Vi bager og spiller spil. Der er poolkonkurrencer, bezzerwizzer-aften, pigeaften og vi har en skiaften, hvor vi ser film fra sidste års skitur til Gautefall i Norge, som drengene stod bag, fortæller Bettina Hägele.
- Vi tager derop hvert år i den sidste weekend i januar, og det er absolut årets højdepunkt. Eleverne bor i hyggelige hytter lige ved siden af pisten, og der er masser af hyggeligt socialt samvær og super skønne timer på ski, forklarer hun.
Turen er ikke kun for skihajer, men også for nybegyndere.
- Vi underviser de elever, som ønsker det, i at køre på ski, siger Bettina Hägele.
Der er 90 pladser på turen, og deltagelsen koster 900 kr. For de penge får man færge, transport i Norge samt hytte.

Søg om venskab

Foruden de mange aktiviteter i Dragehuset og skituren i januar, er der også kommende ture ud af huset.

- Der er en fisketur, som vi har haft stor succes med tidligere. Der er blevet fanget mange fine fisk, som de unge har vist stolt frem, fortæller Bettina Hägele.
Du kan søge om venskab med klubben på facebook ”Ungdomsklubben Sindal” Her er der program, billeder og information om klubben. Og har du lyst til at blive medlem, er du velkommen til at besøge byens ungdomsklub.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.