Motionsidræt

Fuld fart på de ældre

Fra den 23. april og en uge frem vil idrætsforeninger landet over summe med aktiviteter for personer over 60. Den landsdækkende kampagne "Gang i ældre" skal få seniorerne til at røre sig mere og idrætsforeningerne til at satse mere på denne målgruppe

Det kan godt være, der ikke bliver slået lige så hårdt til boldene i idrætshallerne, som der plejer. Men der skal nok blive gået til den, når en lang række af landets idrætsforeninger i uge 17 slår dørene op for en masse forskellige arrangementer rettet mod den ældre del af befolkningen. Kampagnen "Gang i ældre" åbner officielt lørdag den 23. april ved et stort arrangement i Århus. Målet med kampagnen er at få de ældre til at røre sig mere og samtidig drage fordel af alle de sociale muligheder, der findes i landets idrætsforeninger. Den primære målgruppe er personer over 60, der ikke rører sig til daglig. Men også de mange ældre, som i dag dyrker motion i selvskabte grupper, kan drage fordel af at blive en del af de etablerede idrætsforeninger. - Det er vigtigt at få de ældre ud i landets foreninger. Her trives fællesskabet i bedste velgående, og der er taget hånd om administrationen, så de ældre bare kan nyde godt af de mange tilbud. Her får de også kontakt til andre grupper og tilbud om forskellige sociale aktiviteter, siger kampagneleder Kurt Petersen. 238 foreninger er med Foreløbig har 238 idrætsforeninger meldt sig til at være med i kampagnen, der er skabt af Kulturministeriet, Socialministeriet og tre landsdækkende idrætsorganisationer. Idrætsforeningerne kan stadig nå at melde sig til, så Kurt Petersen forventer at nå op i nærheden af 300 foreninger. De forskellige foreninger planlægger selv hvilke aktiviteter, de vil tilbyde. Mens nogle blot vil åbne dørene og byde de ældre indenfor til de arrangementer, de har på programmet til daglig, har kampagnelederne stillet forslag om en række aktiviteter, som er populære blandt ældre. Det kan for eksempel være cykling, petanque, krocket, naturgolf og stavgang. Der er lagt vægt på oplevelser i naturen, og cykling eller vandreture kan for eksempel arrangeres som skattejagt eller orienteringsløb. - Vi har ikke nogen facitliste på, hvilke aktiviteter der er de rigtige. Vi ønsker at gøre de ældre interesserede i at dyrke motion og gøre foreningerne interesserede i at stille sig til rådighed for denne målgruppe. Hvis det viser sig, at der er aktiviteter, som de ældre er glade for, håber vi også at foreningerne fremover tænker over de ældre som en målgruppe og bakker op om disse aktiviteter, siger Kurt Petersen. Samfundet sparer penge Alle landets kommuner har også modtaget et brev fra folkene bag "Gang i ældre"-kampagnen. Kommunerne er blevet opfordret til for eksempel at stille gratis hal-tid til rådighed for de ældre, og motivationen kan være af ganske betydelig økonomisk karakter. En undersøgelse af Institut for pensions- og ældrepolitik under Socialministeriet viser, at der potentielt kan spares mellem 200 og 1400 kroner pr. borger om året, hvis ældre begynder at dyrke idræt. Pengene kan spares på for eksempel sygehusindlæggelser, hjemmehjælp og medicin. Så ud over at den enkelte ældre får mulighed for et sundere liv med et bedre socialt netværk, har organiseret idræt også en gavnlig virkning på hele samfundet.