Lokalpolitik

Fuld fart på den gamle slagterigrund

Enhver god film bliver fulgt af en to'er. Aars Boligforening er også klar med en hurtig fortsættelse på en succes. Himmerlandsparken 2

AARS:Hurtigere end selv den kvikkeste håndværker kan lette låget på en fyraftenspilsner, agter Aars Boligforening at gå i gang med etape 2 på den gamle slagterigrund på Gislumvej. Ved at fortsætte, hvor håndværkerne slipper, når den sidste af de nuværende 32 lejligheder er færdig midt i februar, kan boligforeningen nemlig spare 850.000 kroner foruden en ny licitation. - Der er en del at spare, blandt andet fordi vi ikke skal begynde forfra. Håndværkerne kan blot flytte til grunden ved siden af og fortsætte, hvor de slap, påpeger Jens Sveistrup Damgaard, der er forretningsfører i Aars Boligforening. Den løsning har de virksomheder, der har stået for arbejdet på første etape alle erklæret sig interesseret i. Anden etape kommer til at omfatte 30 nye boliger, hvoraf den sidste vil stå klar 1. maj 2006. Om Aars Boligforening derefter fortsætter direkte med en etape tre er både op til politikerne i byrådet i Aars og til efterspørgslen. Den er der i øjeblikket ikke noget i vejen med. Aars Boligforening kan leje det hele ud og kalder da også i sit udlejningsmateriale Himmerlandsparken for sin superbebyggelse. Bekymrede politikere Byrådet var onsdag enige om at godkende, at boligforeningen vælger den økonomisk kloge løsning. Men spredte røster ytrede dog også en vis bekymring for, om antallet af lejeboliger i Aars er ved at nå et mætningspunkt. Henrik Degn (K) opfordrede boligforeningen til at trække lidt i håndbremsen. Ellers frygter han, at Aars på et tidspunkt får et problem med lejeboliger, der ikke kan lejes ud. Borgerlistens Ejner Larsen var en smule bekymret på landområdernes vegne. Han frygter affolkning til fordel for Aars, og Jan Dyregaard opfordrede til, at kommunen i fremtiden går ind og foretager en grundig vurdering af udbud og efterspørgsels for at sikre, at der fortsætter med at være balance mellem leje- og eje boliger i Aars Kommune. Ingen grund til uro Men politikerne i Aars Kommune behøver ikke bekymre sig i øjeblikket, mener Jens Sveistrup Damgaard. - Når vi ser på de byer, Aars plejer at sammenligner sig med, så ligger vi langt under, hvad angår udlejningsboliger. Hobro har eksempelvis omkring 1000 lejeboliger, mens vi i Aars by har 550. Efter vores opfattelse er vi slet ikke nået i nærheden af mætningspunktet, siger han. Det begrunder han blandt andet med, at Aars i modsætning til mange andre byer først kom i gang med større villabyggerier i 60'erne og 70'erne. - Derfor vil der i hvert fald de næste fem år stadig bo mange fra den ældre generationi villakvartererne, som vil få lyst til at flytte ind til centrum i en lejlighed, vurderer han.