Fuld mand forsøgte at kravle ind i fængsel

Besøg i arresten i Maribo mislykkedes. I stedet blev 47-årig anbragt i detentionen i Næstved

27. maj 2014 13:04

Trafikken plejer at gå ud af fængslerne, men sent mandag aften forsøgte en mand at komme ind i arresten i Maribo.

Manden, der var fuld, forsøgte lidt før midnat natten til tirsdag at kravle over muren til arresten i Museumsgade, oplyser politiet.

Herren med det usædvanlige ønske havde dog ikke heldet med sig.

I stedet blev den 47-årige stoppet af politiet.

Umiddelbart kunne han ikke give nogen forklaring på, hvorfor han ville ind i arresthuset.

I stedet skældte han betjentene ud, og de reagerede ved at sigte ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

De besluttede også at anholde den berusede mand, som dog heller af den grund kom inden for murene i den lollandske arrest.

Tværtimod blev han kørt mange kilometer væk - til detentionen på politigården i Næstved, hvorfra han blev løsladt tirsdag morgen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...