Aalborg

Fuld opbakning fra SIFA

AALBORG:SIFA tøvede ikke, da Aalborg Kommune henvendte sig for at høre, om de ville være med til at finansiere stillingen som playmaker ved Aalborg Kommune. - Alt, der er med til at fremme idrætten og får børn til at bevæge sig mere, vil vi gerne støtte op om, siger SIFAs formand, Henrik Jensen. Det gælder for ham at se om at få fat i børnene i så tidlig en alder som muligt, og så er det dybest set ligegyldigt, hvilken idræt de dyrker. Og selv om der venter et langt sejt træk for Søren Ørgaard, så forventer Henrik Jensen, at initiativet vil få flere til at dyrke idræt. - I den her sag er der kun vindere, siger Henrik Jensen. Og idrætsforeningerne er også parate til at tage deres del af slæbet, så initiativet kan blive en succes. - Idrætsforeningerne skal lave noget arbejde for at profilere sig, men det er jo også dem, der høster frugten i form af flere medlemmer. Og vi har ikke noget imod at gøre en ekstra indsats, når vi kan se, at det nytter noget, siger Henrik Jensen.