Fuld pointhøst til bordtennishold

Bordtennis 14. januar 2003 07:00
BRØNDERSLEV: BI's to bedste bordtennishold, i henholdsvis elitedivisionen og 2. division, fik maksimalt pointudbytte, da begge hold på hjemmebane tog hul på anden turneringshalvdel. I elitedivisionen levede BI's aspiranter til DM-guldet op til favoritværdigheden mod gæsterne fra Esbjerg, der blev sendt retur til det sydvestyske med et nederlag på 1-9. Hermed gentog BI sejren fra de to klubbers første møde i Esbjerg, hvor det også endte med en komfortabel 9-1 sejr til BI-erne. Det var reelt set kun spænding i to af kampene, og den eneste BI-spiller, der led nederlag, var Claus Junge. Det skete med cifrene 9-11 i femte og afgørende sæt. Ovennævnte BI-spiller var med til at vinde 8-6 i 2. divisionskampen i Århus i første turneringshalvdel mellem BI og Sisu-MBK, men selv uden Claus Junges hjælp var BI i stand til at gentage triumfen i returopgøret på BI-Centeret. Det blev igen til en BI-sejr på 8-6, men kampen stod på vippen til sidste bold, og det kunne akkurat lige så godt være blevet 7-7 som 8-6 til hjemmeholdet. Caspar Birk blev matchvinder for BI, da han i stævnets sidste kamp vendte 7-10 til 12-10 i femte og afgørende sæt. Carsten Jensen vandt alle sine tre singler, mens Caspar Birk og Jesper Kronborg hver vandt to. Endelig blev det til BI-sejr i den ene af holdmatchens to doubler ved parret Caspar Birk og Jesper Kronborg. - Det blev en rigtig god spillerunde med to sejre. Førsteholdet er forsat på førstepladsen i elitedivisionen, og vi fik tillige manifesteret tredjepladsen i 2. division, hvilket er meget tilfredsstillende, fortæller sportschef i BI Bordtennis, Jan Lynge Jensen. Elitedivisionsholdet holder nu pause helt frem til 23. februar, hvor det gælder hjemmekampen mod Hørning. I 2. divisions skal BI i kamp igen i weekenden 1.-2. februar, hvor det på Sjælland gælder kampene mod henholdsvis Kvik Næstved og HVKI 1, København. P.S.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...