Fuld teenager stjæler mors bil og påkører kammerat

En 17-årig stjal natten til lørdag sin mors bil og torpederede ved et uheld en ven. Vennen er nu indlagt.

En festlig aften i Allerød endte natten til lørdag dramatisk, da en 17-årig dreng i bil hamrede ind i sin kammerat.

Ulykken skete kort før klokken 01, efter at en gruppe unge mennesker havde hygget sig i den 17-åriges hjem.

- Da selskabet skal videre i byen, beslutter flere af festdeltagerne at gå. Men den 17-årige mener altså, at han skal køre i bil, og han beslutter at stjæle sin mors bil, siger vagtchef Palle Jørgensen, Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Den berusede teenager når dog ikke langt, før det går galt.

På Frederiksborgvej i Allerød påkører han en af de mandlige festdeltagere, som af ukendte årsager går rundt ude midt på vejen.

- Han rammer ham faktisk så hårdt, at han bliver kastet igennem et stakit og ind i en hæk, siger vagtchefen.

Kammeraten pådrog sig flere knoglebrud i ansigtet og et hul i højre lunge, da bilen ramte ham.

Han er lørdag indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, men er udenfor livsfare.

Politiet har endnu ikke klarhed over, hvor hurtigt den 17-årige kørte.

- Det skal forskellige undersøgelser fastslå, siger Palle Jørgensen.

Den 17-årige er nu sigtet for spirituskørsel, kørsel uden kørekort, uagtsom legemsbeskadigelse og for at have stjålet sin mors bil.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst