Fulde unge overfaldt ansat i ungdomsklub

HOBRO:Der var formentlig store mængder alkohol indblandet, da to unge mandag aften overfaldt en medarbejder ved Hobro Ungdomsklub. - I hvert fald en af dem har fortalt, at han ikke kunne huske ret meget, oplyser politikommissær Jørgen Villadsen fra Nordjyllands politi. De unge ¿ to mænd på 16 og 18 år - fik senere selskab af den yngstes 18-årige søster, da politiet forsøgte at anholde dem under tumultagtige omstændigheder ved ungdomsklubben. Betjente angrebet De to betjente fra Nordjyllands Politi blev angrebet af flere og måtte tage stavene i brug. - Der var 15-20 unge forsamlet, og flere af dem optrådte utroligt aggressivt, fortæller politikommissær Jørgen Villadsen. En lille times tid før, ved 19-tiden, var politiet blevet tilkaldt, efter at en af de ansatte i ungdomsklubben havde fået tæv af to unge. - Han forsøgte at holde den 18-årige mand ude, og samtidig ville den 16-årige så ud fra klubben. De kendte tilsyneladende hinanden, og begge overfaldt ham og slog ham i ansigtet med knytnæver, siger Jørgen Villadsen. De to og den 18-årige kvinde blev anholdt. Tirsdag blev de afhørt og siden løsladt. De sigtes for vold og hærværk og for at have forsøgt at forhindre politiets arbejde. Krisehjælp Onsdag er der indkaldt til krisemøde i ungdomsskolen og ungdomsklubben, og kommunens SSP-udvalg trommes også sammen. Det første skridt bliver med stor sandsynlighed, at bemandingen i ungdomsklubben forstærkes. - Det er helt afgørende, at forældrene er trygge ved at sende deres børn af sted, og hvis vi det kræver, at vi skal aflønne en ekstra medarbejder i en periode, så må vi omprioritere, om nødvendigt, siger Joan Kamstrup, der er fagchef i kultur- og fritidsforvaltningen. Hun oplyser, at medarbejderne er blevet tilbudt krisehjælp i det omfang, de ønsker det.

Breaking
Følg snestormens rasen live - politiet vil have lastbilerne af vejene
Luk