Fuldkornsprodukter godt for hjertet

Hvis man spiser mange fuldkornsprodukter, falder risikoen for hjerte-kar-sygdom, skriver Statens Institut for Folkesundhed. Instituttet har sammen med med forskere fra Harvard School of Public Health undersøgt midaldrende amerikanske mænd (40-75 år) og fundet, at mænd med et højt indtag af fuldkornsprodukter har en lavere risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom sammenlignet med mænd, der spiser meget lidt fuldkorn. Undersøgelsen omfatter næsten 43.000 mænd, og dem med det højeste indtag af fuldkorn havde en 18 procent lavere risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom sammenlignet med mænd med det laveste indtag af fuldkorn. Især den fiberrige del af det hele korn, der kaldes klid, gav en lavere risiko. De mænd, der spiste mest klid, havde hele 30 procent lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme. Det kunne tyde på, at det især er klidkomponenten af et helt korn, der er gavnlig for hjerte-kar-risikoen. En forklaring kan være, at klid indeholder store mængder fibre, vitaminer og mineraler. Mange af disse egenskaber ved klid er også i andre befolkningsundersøgelser for både mænd og kvinder påvist som sandsynlig årsag til lavere risiko for hjerte-kar-sygdom i lignende befolkningsundersøgelser. Fuldkorn blev i undersøgelsen defineret som kornprodukter, hvor hele korn er malede og anvendt i produktet. Fuldkornsprodukter, hvor melet er malet fra de hele korn, er meget næringsrige, fordi de mineral- og vitaminrige klid- og kimkomponenter er indeholdt i produktet. Et højere indtag af fuldkorn kan opnås ved at spise mere groft brød, havregryn (grød), fiberrige morgenmadsprodukter, fuldkornspasta og brune ris. En skive rugbrød eller groft franskbrød indeholder ca. 10 gram fuldkorn, mens brune ris og havregryn er 100 procent fuldkorn.