Fuldt hus hos 100-årigt museum

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mange af gæsterne gav sig god tid til samlingen.

SKAGEN:Stifterne af Skagens Museum havde frydet sig, hvis de havde kunnet deltage i museets fødselsdagsarrangement i går, hvor det netop var 100 år siden, kunstnerne Michael Ancher, P.S. Krøyer og Laurits Tuxen, hotelejer Degn Brøndum og apoteker Victor Chr. Klæbel stiftede museet. Der var dækket op med et stort flot bord med lækkerier, og der var vin eller andre forfriskninger, og det hele var med musikalsk ledsagelse leveret af ensemblet Swung med Anne-Marie Meineche og Mads Bo Falk. Det var en dag med den helt rette salonstemning og der var masser af besøgende hele eftermiddagen. Museets direktør, Lisette Vind Ebbesen, ventede, at der ville komme omkring 1000 besøgende, og da der efter en god times tid havde været 250, var det en ganske godt gæt. Den store salonudstilling, som markerer museets jubilæum, har også vist sig at have publikums store interesse, ligesom de mange salonarrangement, der har været holdt, har været rigtig godt besøgt. Salonudstillingen med 582 af museets malerier, er foreløbig set af godt 150.000 besøgende, og det er væsentlig flere, end der har været på museet de senere år. Skagens Museum har, ligesom de fleste danske kunstmuseer, oplevet en tilbagegang i besøgstallet de senere år. I fjor var der således kun knapt 125.000 besøgende på Skagens Museum. - Det er glædeligt, at vi i år oplever en stor stigning i besøgstallet, og vi venter, at vi også i de kommende år vil have stigende besøgstal. - I 2009 er der først en meget spændende udstilling, som bliver et bindeled mellem de første 100 år og fremtiden for Skagens Museum og for kunsten i Skagen, og sommeren over markeres 150-året for Anna Anchers fødsels med en stor udstilling og med arrangementer, som Skagens Museum og Michael og Anna Anchers Hus er fælles om, siger Lisette Vind Ebbesen. Skagens Museums store jubilæumsudstillingen kan ses frem til 31. december.