EMNER

Fuldt hus hos Bisp Herman

Mange deltog i vandrefestivalens første arrangement

Vandrefestivalen blev skudt igang ved Testrup Kirke, hvor Bisp Herman også dukkede op. Foto: Karin Winther

Vandrefestivalen blev skudt igang ved Testrup Kirke, hvor Bisp Herman også dukkede op. Foto: Karin Winther

VESTHIMMERLAND:Startskuddet på vandrefestivallen i Vesthimmerland blev lidt af et tilløbsstykke, da et halvhundrede gæster mødte op og gæstede Bisp Hermans hovedsæde, Testrup Hovedgård. Midt i den historiske kulisse ved Testrup kirke, og iført bisp kostume fra Arn-filmen, bød borgmester Knud Kristensen velkommen til dagens arrangement. Deltagerne blev inviteret med på en rejse tilbage i tiden, hvor musik og udklædning var med til at skabe rammen. På rejsen slog Daniel Vejs fra Kulturskolen stemningen an på sækkepibe ved indgangen indtil kirken. Inde i kirken, fortalte Erik og Erna Dalgaard, som i dag bor på Testrup Gård, sammen med Broder Berg, leder på Vesthimmerlands museum, om tiden, hvor Testrup og omegn var et stort pilgrimstilløbsstykke. Dette skyldes, at Testrup havde herberg, hospital og hellig kilde, samt lå en dags vandring fra både Viborg og Aalborg. Ud over den historiske kulisse, var deltagere fra foreningen "Den levende Middelalder" iført tøj fra middelalderen med til at hjælpe fantasien godt på vej. Stemningen var højtidelig og munter, da deltagerne med Bisp Herman i spidsen drog på pilgrimsvandring til Sct. Sørens kilde, hvor de kunne smage på kildens helbredende vand. Arrangementer ved Testrup var blot et af i alt 100 arrangement i Nordjylland, som udbydes i uge 41 og 42. I Vesthimmerland er der alene 15 forskellige tilbud, så skulle deltagerne vælge at fortsætte en uges tid ad pilgrimsruten til den kommende weekends middelaldermarked på Vitskøl Kloster, så er der flere underholdningstilbud på vandringen.