Hirtshals

Fun Park parat til ny sæson

HIRTSHALS:I dag åbner Fun Park på Minkvej 10 i Hirtshals, og en ny sæson begynder. Der er åbent alle påskedagene. Blandt nyhederne i år er hulepindsvin og kænguruer, der supplerer de mange andre dyr, som er i Fun Park. Endvidere vil der køre et tog i dyreparken, som både små og store gæster kan benytte. I løbet af sæsonen vil der foregå en række nye aktiviteter, og der kommer inden for kort tid endnu flere nye dyr i parken og forskellige legeredskaber. Fun Park er et 30 tønder land stort besøgslandbrug med masser af natur nær klit og skov, hvor børn kan få en særdeles god kontakt med dyr. På landbruget har familier mulighed for at foretage en lang række aktiviteter. F.eks. er der i indianerlejren mulighed for at få ansigtet malet og blive klædt i det helt rigtige indianerdress. Alle dyr i Fun Park går i løsdriftsfolde fordelt på mange arter, og der er mulighed for at få mere information om dyrene på farmen. Personalet på besøgslandbruget er altid parate til en sludder om dyrene. Det er Allan Kristensen og Jørgen Rasmussen, der sammen driver Fun Park. På området er der flere picnicområder og grillmuligheder, og i farmbixen kan der købes både mad og læskedrikke af forskellig art.