Dyr

Fund af 6000 år gammel dræberhval

Den er netop blevet fundet strandet en kilometer fra vandet på en mark ved Egense. En lille zoologisk sensation, og nu skal knogleresterne fra en dræberhval alias spækhugger til opbevaring og nærmere undersøgelser på Zoologisk Museum i København.

Spækhuggeren er i dag en yderst sjælden gæst i nordjyske og andre danske farvande, men engang var det anderledes for det op mod ni meter lange og 10 ton tunge rovdyr. - Jeg kunne med det samme se, det var fra en ordentlig krabat, siger finderen, entreprenør John Madsen. Dengang for 6000 år siden i den ældre stenalder var spækhuggere et almindeligt syn herhjemme. Entreprenør John Madsen stødte på store knoglerester fire meter under jorden under udgravningen af en stor sø, stoppede arbejdet, og sendte fluks en besked om fundet til Aalborg Historiske Museum. Inspektør Jens E. Nielsen kontaktede Zoologisk Museum, fik konfirmeret sin formodning om, at der er tale om to velbevarede ryghvivler - formentlig fra den samme dræberhval - og de er omkring 6000 år gamle. - Fundet bidrager til forståelsen af udviklingen fra dengang den østre del af Limfjorden ved Egense strakte sig helt frem til Storvorde, Sejlflod og Gudumholm, inden fjorden trak sig op til 10 kilometer tilbage i tiden omkring Kristi fødsel, siger museumsinspektør Jens E. Nielsen. - Det er et nålestik fra fortiden. Vigtige brikker i det store puslespil, vurderer konservator på Zoologisk Museum, Jeppe Møhl. Både han og museumsinspektør Jens. E. Nielsen håber, at Danmarks første komplette skelet fra en forhistorisk spækhugger dukker op på marken ved Egense under arbejdet med at udgrave de sidste 500 kvadratmeter.