Museer

Fund fra Thy med på ny danefæudstilling

Ravsmykke, sølvsmykke, beslagshoved og malmgryde kan ses

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Malmgryde fundet i Vesterhavet mellem Nr. Vorupør og Bøgsted Rende. Foto: Nationalmuseet

KØBENHAVN:Fredag 1. marts åbner Nationalmuseet i København en ny, løbende særudstilling om danefæ. Her er flere fund fra Thy og Vester Hanherred med, fortæller Henrik Schilling, der er presseansvarlig for udstillingen.

Eksempelvis er en malmgryde og et irsk mandshoved et par unikke fund fra Thy blandt de i alt fire, der er med på udstillingen.

Nationalmuseet ønsker med udstillingen at vise mangfoldigheden i danefæ samt hædre de mange amatørarkæologer og detektorførere, der bidrager til den fælles historie:

- Danefæ kommer i dag til veje gennem de mange dygtige amatørarkæologers målbevidste indsats, og den indsats udtrykker samvirket mellem de danske museer og befolkningen om i fællesskab at sikre kulturarven, siger Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen i en pressemeddelelse forud for udstillingen, der løbende skal fornys i takt med, at de danske museer sender nye danefæ ind til Nationalmuseet.

Fire fund fra Thy

De fire fund fra Thy omfatter et 5000 år gammelt ravsmykke, som er fundet nær Hanstholm.

Der er også blevet plads til et hængesmykke af sølv fra tiden omkring år 1000. Det er fundet med metaldetektor ved Øster Vandet.

Fra Øster Vandet kommer også et andet detektorfund. Det er et enestående lille mandshoved med ravøjne, pandehår og overskæg. Hovedet har oprindeligt siddet på et beslag, fremstillet i Irland i 700-tallet. Det er sandsynligvis røvet af vikinger og derefter omdannet til et vægtlod.

Danefæ fiskes nogle gange også op fra havbunden. Det gælder for en malmgryde fra 1300- eller 1400-tallet, som er fisket op mellem Nr. Vorupør og Bøgsted Rende et godt stykke fra land.

Død mands gods

Danefæ betyder død mands gods. Det, man finder i jorden, som ingen ejer, og som derfor tilhører Kongen, altså i dag forstået som staten.

Bestemmelsen om danefæ går helt tilbage til 1241, hvor den stod i Jyske Lov. Men det er jo dermed også alle nulevende og kommende danskeres ejendom: Kulturarv i egentligste forstand og statens ejendom.

Det meste danefæ findes nu med metaldetektorer, og der er i disse år mange amatørarkæologer, som yder en vigtig indsats ved at afsøge danske pløjemarker for oldsager og danefæ, understreges det i pressemeddelelsen fra Nationalmuseet.

Det er Nationalmuseet, der for staten varetager danefæbestemmelserne, der er skrevet ind i museumsloven.

Nationalmuseet behandlede i 2012 knap 550 danefæsager, som omfatter mange hundrede stykker brudsølv, mønter og smykker fra skattefund samt genstande af bronze og ædelmetal fundet på bopladser. dl.

W

natmus.dk

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst