Fundet af tysk pilot rejser debat om gravfred
Af respekt for gravfreden skulle resterne af den tyske pilot, der blev fundet i en nordjysk mark, ikke være blevet taget op, mener arkæologer
BIRKELSE: Fundet af en tysk pilot fra Anden Verdenskrig i Birkelse i begyndelsen af marts rejser igen debat om gravfreden, skriver Kristeligt Dagblad.
Spørgsmålet er, om den tyske soldat overhovedet skulle have været gravet op.
- I princippet så vi helst, at man havde ladet piloten ligge, mener Torben Birk Sarauw, museumsinspektør og afdelingsleder fra Nordjyllands Historiske Museum, der inspicerede flyresterne på marken.
Hans hold af arkæologer er i fuld gang med at undersøge resterne og vil gerne lave en midlertidig udstilling, afhængig af om de tyske myndigheder kan finde identiteten på den afdøde pilot, hvad potentielle efterkommere har af ønsker, og hvor piloten i så fald skal begraves.
Ifølge Nils Engberg, museumsinspektør på Nationalmuseet, befinder døde soldater fra Anden Verdenskrig og kulturarv sig generelt bedst, præcis hvor det ligger - om det er i jorden eller i vandet.
- Det mest respektfulde og moralsk rigtige er ikke at forstyrre de døde, siger han.
Den største respekt for afdøde soldater som den tyske i marken i Birkelse vises ved at give dem en rigtig begravelse, mener Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift.
- Alle fortjener at blive stedt til hvile. En begravelse er et udtryk for en respekt for et levet liv med dets unikke historie. Det viser en omsorg for det enkelte livs betydning og værdi. Det er pamperi bare at dække til og efterlade til glemslen, siger Elof Westergaard til Kristeligt Dagblad.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.