Byggeri

Funktionel bolig for familien

Gårdhaver har haft væsentlig indflydelse på husets udformning.

Gårdhaver har haft væsentlig indflydelse på husets udformning.

EDGAR FUNCHS VEJ 9: Præmieret for udformning af en funktionel bygning i overensstemmelse med de oprindelige intentioner for områdets karakter. På engarealet nedenfor Hasseris Landsby er der en større udstykning. Det flade engareal gennembrydes af grønne kiler, og i mellem ligger udstykningen med mulighed for at opføre enfamiliehuse med individuelt præg. Huset på Edgar Funchs Vej 9 har en klar hoveddisposition omkring et lille indre torv. Med sin enkle arkitektur tilpasser bygningen sig fint ind i det flade engareal og fremstår som et godt eksempel på byggeri i området. Bygningens formsprog, valget af materialer og de enkle udformede detaljer udgør tilsammen en smuk enkel ramme for en families liv. Arkitekt er Andersen & Rosendal K/S. Bygherre er Marlene Justesen og Brian Jørgensen, der bor i deres nye hus sammen med børnene Gustav på tre og Frederik på otte år. - Vi er selvfølgelig meget stolte over prisen. Det er vores drømmehus, som er bygget på vores ideer og drømme i samarbejde med arkitekten, siger Brian Jørgensen. Han er ingeniør og Marlene pædagog. - Det vigtigste for os har været at få gårdhaver som en integreret del af huset. Desuden skal det være åbent, lyst og enkelt, siger hun om familiens 180 kvadratmeter store bolig.