Fup-betjent fik fængsel

KØBENHAVN:Den 34-årige Kenneth Burmeister er i Københavns Byret blevet idømt tre år og elleve måneders fængsel for at have udgivet sig for at være politimand. Han blev samtidig dømt for hæleri ved at have kørt rundt i hovedstaden i stjålne luksusbiler, hans bilinteresserede, men langfingrede venner gav til ham. Endelig blev han dømt for at have været i besiddelse af en lang række falske nummerplader. En af hans biler, en lilla Ford Mondeo stødte i november 1999 sammen med en taxi ved Fælledparken i København. Bilisten stak af, så taxichaufføren tilkaldte undrende politiet, fordi den vogn, den flygtede mand havde kørt i, var behørigt udstyret med blandt andet blå blink, politiscanner, håndmikrofon og en særlig parkeringstilladelse. Det viste sig, at han også havde fået lavet et politiskilt, hvor ejerens foto var skiftet ud med et portræt af ham selv. Politiskiltet viste han ved flere lejligheder rigtige politibetjente. /ritzau/